285 / 651
Bancokonserveringen.
261
dalersecllen var sunket til sin halve Værdi, og gik fra nu af
stadigt lavere.
Medens Statskassen saaledes havde overordentlige Udgifter
paa én Haand, havde den naturligvis ikke tilsvarende samlede
Indtægter. De væsentligste almindelige Indtægtskilder vare
standsede, og hvor vigtigt det end var for Finansernes
Opretholdelse i nogen Tid, at her fandtes de store Lagere
af Kolonialvarer, og at Kaprerierne bragte betydelige reelle
Værdier tilstede (jfr. nedenfor), kom alt dette jo dog først
indirekte og efterhaanden det Offentlige tilgode. Naar alt kommer
til alt, have maaske Metalopkøbene i Landet og navnlig „Kon
serveringen“ af Banco fra Købmændenes Side, d. v. s. Anlæggelse
af, hvad der kunde skrabes sammen, i udenlandsk Valuta været
det Offentlige til mest Nytte, thi i en snæver Vending var
der da altid Steder, hvor man med det gode eller det onde
kunde faa Valuta. At Metallet blev solgt til Udlandet, havde
forsaavidt mindre at sige, som man saa fik gode Vexler i Stedet,
der her paa Børsen gjorde samme Nytte som rede Mønt. De
private Indsamlere foretog kun den Indsmeltning af den altfor
værdifulde Skillemønt, som vi have set Staten selv besørge ved
hvad den havde præget, men endnu ikke udsendt, og det var
en naturlig Konsekvens af Forholdene, at der istedetfor udsendtes
mindre lødig Skillemønt eller Smaasedler. Hermed skal ikke
siges, at Bancokonservatorerne handlede af patriotiske Bevæg
grunde, end mindre de egentlige Børsspekulanter, allermindst
Opkøberne. Naar disse sidste bød Bønderne en Tolvskillings-
seddel for en Toskilling, hvis Værdi de vidste var en Mark,
•vare de nærmere ved at være Bedragere end Patrioter. Men
Staten som saadan led ingen Skade ved hele denne Trafik.
Uundgaaelig som den efter Forholdene var, gjorde den snarere
i visse Henseender sin Nytte.
Og dog var det mod Foretagender af denne Art, der blev
taget flest „Forholdsregler“. Det er de mange Paabud og
Forbud om Bancosalg og Seddelforsendelser og Vexelhandel og
Møntopkøb, der vise de næsten krampagtige Forsøg paa at
regulere Forhold, hvis Forstyrrelse havde dybtliggende Aarsager,
og som man troede at kunne hjælpe paa fra Overfladen. Der