290 / 651
266
Skatterne under Krigen.
Dog gælde her ingenlunde de samme Betragtninger som
om Forholdene i 90erne. Thi i og for sig var Krigen for mange
Borgere tung at bære, Skatterne vare allerede betydeligt for
øgede 1802—06 og bleve det yderligere 1808. Regeringen kunde
liaabe, at det dengang mægtige Frankrig vilde kunne komme
den til Hjælp, ogsaa i finansiel Henseende, og det var ikke
godt at forudse, at Krigen skulde vare saa længe, og Forholdene
stedse forværres.
Naar det navnlig er fremhævet, at man allerede tidligere
burde have paabudt, at Skatterne skulde erlægges i god Mønt,
subsidiært i Sedler efter Dagens Kurs, da er derimod med Rette
gjort gældende, at det var farligt for Regeringen selv at gaa i
Spidsen med officielt at vrage sine Sedler, thi naar de offentlige
Kasser nægtede at modtage dem, hvor kunde man saa vente,
at Private skulde have mindste Tillid til dem, og hvormeget
mere vilde de saa ikke, paa Grund af deres mindre Anvende
lighed, synke i Kurs. Overfor den Anke, at det for sent paa
lagdes Kaptørerne at indbetale en Del af deres Overskud i
Statskassen, maa det huskes, at det særlig var Kongens Ønske
at opmuntre Kapervæsenet paa enhver Maade, saa at han
nødig greb til Noget, der kunde hæmme det. Kapervæsenet
var halvt en Næringsvej, halvt en Smaakrig. Set fra det første
Standpunkt er der, som ovenfor omtalt, ingen Grund til at for
arges over det Tvangslaan, der paalagdes Kaptørerne, set fra
det sidste — og det var Kongens, for hvem ethvert Middel til
at komme Fjenden til Livs var godt — kan det forstaaes, at
man ventede saa længe som muligt med at berøve Kaperne
noget af Sporen til at vove sig ud.
Man kan forarges over, at Loven af 1809 indeholdt Køb
og Salgsbestemmelser om Indfødsret, Adelsrettigheder o. a. 1.
Dog maa man ikke i for høj Grad anlægge Nutidens Maalestok
paa Købet af Æresbeviser. Navnlig i forrige Aarhundrede skete
sligt ret jævnligt, og det maa erindres, at man dog havde for
beholdt sig en Kritik overfor de indkommende Tilbud, der for
øvrigt ikke vare mange. Men var der noget umoderne ved en
Lov som den nævnte, kan det paa den anden Side ikke nægtes,
at f. Ex. Indkomstskatteloven ikke stod væsentlig tilbage — og