272
Antagen Kurs for Gourantkonverteringen.
skulde hvert Aars 1. Februar og 1 August — første Gang
1
. August 1813 — bekendtgøre den Kurs af Rigsbanksedler
mod virkeligt Sølv, hvorefter i det følgende Halvaar alle Beta
linger i Rbdl. S. V. skulde rette sig. Dersom den bankbestemte
Kurs af Rigsbanksedler blev noteret til 400 Procent eller der
over, vilde Kongen til Bankens Bedste paabyde en Afgift af
forarbejdet Sølv. Fundatsen indeholdt endvidere meget ud
førlige Bestemmelser om Bestyrelsen — der skulde bestaa af
ikke mindre end en Overdirektør, fire Direktører, tre Admini
stratorer, to Medadministratører og tre Generalkontrollører —
samt om Valgmaaden for disse. Endvidere bestemtes, at Bankens
Regnskab aarlig skulde offentliggøres i Trykken.
Hvad der skete ved Fd. af 5. Januar var altsaa følgende:
Medens man hidtil som Enhed havde brugt en Rigsdaler Gourant,
der var lig 8/io eller 48/eo af en Specie, regnedes der fremtidig
med en Rigsbankdaler, sat lig med 5/io af en Specie, og saaledes
a t
6
D. G. indløstes med 1 Rbdl. 1 D. C. blev altsaa = Ve Rbdl.
= 5/eo af en Specie. Men naar 48/eo blev = r’/eo, saa var Cou-
rantdaleren reduceret til henved Vio (
5
As), og man var altsaa
gaaet ud fra en Kurs af 1200 (125:
5
As). Selv om man havde
nøjedes med denne ene Bestemmelse, vilde det have været et
umaadeligt Indgreb i den finansielle Samfundsorden. Thi Staten
fastslog enKurs af 1200, saaledes at Enhver, der ejede Courant-
repræsentativer fra en Tid, hvor Kursen var lavere end 1200,
nu uigenkaldelig maatte tabe Forskellen. Havde man endnu
saa sent som til Midten af 1812 givet 100 Sp. for 800 D. G. og
ejede Beløbet endnu, var 4A tabt, thi 800 D. G. vare jo nu
133V3 Rbdl. eller
66
2A Sp. værd; men omvendt vilde alle de Folk,
der i det sidste Fjerdingaar havde faaet 1800 D. G. for 100 Sp.
nu tjene 50 pGt., thi 1800 D. G. var jo 300 Rbdl. eller 150 Sp.
værd. Lignende, og maaske langt større Tab og Gevinster,
vare fremkomne adskillige Gange i Krigstiden, men de føltes da
næsten som noget uafvendeligt — Kursen steg, og Kursen faldt,
sligt vidste jo Enhver — ; nu havde Staten grebet ind og
pludselig dømt den ene til Tab, den anden til Gevinst, uden
hins Brøde eller dennes Fortjeneste. Statens Ræsonnement var
dette: jo længere Tid der gaar, des mere forringes Gourantens