300 / 651
276
Aarsager til Uvilje mod Forordningen.
tværtimod, Kursen forværredes mere end nogensinde før. Det
var de videre Begivenheder i 1813, der gjorde Situationen saa
haabløs, og de fulgte saa umiddelbart efter Forordningen af
5. Januar, at denne maatte bære sin Del af Skylden derfor.
Men endog uden disse Begivenheder, uden dette Tillæg i For
virringen, ja, selv forudsat, at Staten kunde have gjoit Rigs-
banksedlerne indløselige paa selve Udstedelsesdagen, vai der
andre Momenter i Forordningen,, der i og for sig vare nok til
at virke som rene Bomber. Vi ville endda se boit fia selve
Skattepaalæget af de
6
pCt., særlig Hertugdømmernes Del deri,
og Paaoktrojeringen i disse af Rigsbanksedlerne som tvungent
Betalingsmiddel — dette maatte man hurtig forandre
, men
fremfor Alt var det Forordningens vidtløftige Bestemmelser om
Afviklingen af alle Gældsposter i Gourant eftei deies Alt og
Alder, som bragte Folk ude af sig selv. Til Belysning heraf
maa der imidlertid hidsættes nogle Bemærkninger om For
beredelserne til Forordningen.
Som det vil huskes, havde Nødvendigheden at en radikal
Indgriben, Oprettelse af en ny Bank og Paalæggelse af en be
tydelig Kapitalskat eller lign. alt flere Gange været fremme i de
højeste Embedskrese og var nu og da naaet til Drøftelse, men
uden at faa endelig Form. Tiden var imidlertid inde til at gøie
Alvor af de Planer, der havde gæret saalænge, og efter at den
sidste Kraftanstrængelse med Kursens Opretholdelse i alt væsentligt
havde vist sig frugtesløs, vilde man endelig foretage de afgørende
Skridt. I Foraaret 1812 tog Schimmelmann og de ham Nærmest-
staaende fat paa Sagen, og den 17. Juni 1812 indkom Schimmel
mann med sit Forslag om Pengevæsenets Forandring til Kongen.
Kongen beholdt Forslaget i over en Maaned og remitterede det
den 21. Juli, udtalende sin Tilslutning til Hovedtrækkene. I et
Reskript af samme Dato til Finanskollegiet paalagde han i ind
trængende Ord dettes Medlemmer at underkaste Sagen den om
hyggeligste Overvejelse, uden dog at give sig formeget af med
Detaljen, men med det Formaal at kunne udtale sig over
Hovedpunkterne: hvorvidt det overhovedet var nødvendigt at
foretage Forandringen, og om den Vej, der var anvist i Foi-
slaget, i det Væsentlige kunde billiges. Overvejelserne skulde