298 / 651
274
Statsbankerot og Folkebankerot.
man unægtelig, tvivlende, om det, der opnaaedes i 1813, ikke
kunde være opnaaet. ad anden Vej. Havde man vidst i 1812,
i hvor høj Grad alle Ens Beregninger skulde slaa fejl, hvilken
Forbitrelse Fd. af 5. Januar skulde vække, og hvor forholdsvis
nær Freden var, da havde man dog maaske foretrukket, ved
Hjælp af den store
6
Procentsskat, endnu en Gang at gøre
Forsøg paa lempeligt at komme over de vanskelige Aar, frem
for at gøre en Finansrevolution.
Der har været Spørgsmaal om, hvorvidt man kunde kalde
Fd. af 5. Januar en Bankerot. J a , fra et vist Synspunkt set,
var det ikke blot en Statsbankerot, men, hvis man kan bruge
det Udtryk, en almindelig Folkebankerot. Thi en vilkaarlig
Rentereduktion og et Moratorium, ikke en Gang for et bestemt
Antal Aar, men for et vist Antal Aar efter en Fred, Ingen
vidste, naar kom, ikke fastsat ved en Overenskomst mellem
Kreditor og Debitor, men ved en Statsakt, som Kreditor ingen Ind
flydelse havde paa, og ikke blot i Forholdet mellem Staten og
dens Kreditorer, men i Forholdet mellem hver eneste Kreditor
og Debitor Landet over — Alt dette har i hvert Fald en stærkt
bankerotmæssig Karakter. Men vil man lægge Vægten paa, om
Forordningen ved disse Bestemmelser gjorde Kreditorernes Stilling
ringere, end den var i Øjeblikket uden Forordningen, da var
det ingen Bankerot, thi Kursen var en saadan, at det f. Ex.
for Statskreditorerne blev en langt større Fordel at faa 2 pCt.
Rbdl. Rente af 100 D. G. end 4 pCt. i D. G. (til pari Kurs var
jo 2 Rbdl. = 1 Specie, denne i Rente af 100 D. C. vilde blive
4 pCt. Rente, hvis man regnede 100 Sp. —400 D. G., altsaa
en Kurs af 400, medens den faktiske Kurs var fire å fem Gange
siettere). Og for de private Kreditorer og Debitorer indbyrdes
afhang Forholdet jo ganske af, naar og under hvilke \ilkaar
Gælden var stiftet. Nærmest maatte Forordningen siges at be
gunstige Kreditor, hvis Fordringer i Courant gjordes langt mere
værd, end de vare efter Øjeblikkets Kurs, og des mere værd, af
jo ældre Datum de vare. Det var som Erstatning herfor, Debitor
fik tilstaaet Rentereduktion og Moratorium. Men paa den anden
Side kunde enhver Kreditor, hvis Fordring reduceredes under
dens Paalydende gøre gældende, at i hvert Fald formelt var