32 / 651
8
Bygningsmaaden.
Fonden inden Krigen til et Beløb af
Mill. D. G., som vare
udlaante til sidste Skilling1).
Datidens Meninger om Byggemaaden i den livlige Bygge
periode synes at have været noget varierende. Rawert, Byens
Stadskonduktør, har den Anskuelse, at man i visse Henseender
byggede for solidt, og han er „just ikke af den Mening, at det
er politisk rigtig at opføre Bygninger for Evigheden, hvorved
Industri tabes' af Sigte, og Bygningerne gaa af Smag“. Men
efter Bombardementet 1807 fandt man det ønskeligt, at der
skulde frembringes „et mere smagfuldt og økonomisk Bygnings
væsen samt bedre og bekvemmere Bygninger, saavel offentlige
som private, end de, der i Almindelighed bleve opførte i An
ledning af Ildebranden i Aaret 1795“2).
Imidlertid gav Ildebranden, som sagt, Anledning til, at
nogle Gader udvidedes, andre reguleredes — deriblandt Højbro
plads — , at mange smaa Bindingsværkshuse i Gaderne ved
Nikolaj Kirke og mange andre Rønner forsvandt. Det sidste
var forsaavidt ikke ubetinget heldigt for ubemidlede Familjer,
som disse nu henvistes til et å to Værelser i et stort Hus istedet-
for at have et Smaahus til Deling med faa Andre. I Husene
blev Alt taget i Beslag: de dybe Kældere, der samtidig afgav
Plads til Forretning og til Beboelse, og usle Loftskamre. Men
selv Familjer med forholdsvis rummelige Lejligheder havde den
Skik, der endnu er bevaret paa Landet og delvis i Byerne, til
daglig Brug at indskrænke sig til en Del af Lejligheden, for at
have en Stadsstue staaende til extraordinære Anledninger.
Karnapper, Udbygninger paa Husene etc. gik efterhaanden
af Brug eller bleve forbudte, ligesom man søgte at komme de
fremspringende Kælderhalse til Livs, men selv uden det var
Færdslen paa Gaden ikke behagelig. Vel var man naaet saa
vidt, at der kun var faa Gader tilbage, der i Bredden kun gav
Plads for én Vogn, det almindelige var nu, at to Vogne kunde
køre ved Siden af hinanden, og i Amalienborg Kvarteret, paa
MFinanskollegiet
16
Mai 1807.
5 Juni
2) Kane. hf Oktbr. 1808.
J
oo