46 / 651
22
Presseforordningen af 1799.
Selve Lovens Straffebestemmelser vare strænge, og de haand-
hævedes strængt. Ser man blot paa Straffene for Forbrydelser
mod Statsmagten, da er Skalaen: Dødsstraf for at tilskynde til
Forandring i Regeringsformen eller til Opstand mod Kongen,
Landsforvisning for at laste, forhaane eller søge at udbrede
Misnøje med Konstitutionen, Forbedringshusarbejde fra 2 Maa-
neder til 2 Aar for at udbrede løgnagtige Beretninger om nogen
vigtig Del af Statens Tilstand, Vand og Brød fra 4 til 14 Dage
for at „skumle med Bitterhed“ over Regeringen. Endda vare
maaske ikke Straffeparagraferne den farligste Del af Loven, især
med Hensyn til den senere Udvikling. Lovens øvrige Paragrafer
forbød Anonymitet, forbød at Nogen maatte oprette et Bog
trykkeri uden Privilegium, forbød den, der var straffet efter
Loven, fremtidig at lade Noget trykke, uden at Politimesteren
havde set Manuskriptet og givet det Paategning om, at det
maatte trykkes, forbød at lade nogen Tryksag under 24 Ark
uddele eller udsælge, før det var tilstillet Politimesteren.
Domstolenes Anvendelse af Loven var ikke lemfældig, og
navnlig faar man ved at gennemgaa de for den her omhandlede
Periode refererede Domme Indtryk af, at Højesteret skærpede
Overrettens Domme, satte Landsforvisning for Fængsel, Vand
og Brød for Bøder etc.1). Den indgribende og haarde Bestem
melse, at
en
Forfatter, Redaktør eller lign., som éngang havde
været straffet
efter
Loven, Resten af sit Liv var underkastet
Censur i dette Ords fulde Strænghed, blev ovenikøbet fortolket
derhen, at
en Forfatter kunde straffes ogsaa for et censureret
Skrift, naar det bagefter
viste sig, at Skriftet indeholdt faktiske
Urigtigheder, som
Censor ikke havde kunnet eller villet kon
trollere. Det hjalp naturligvis
ikke, at man herimod gjorde
gældende, at naar man satte
en Forfatter under Censur, fordi
man paa
Fotbaand
nærede
Mistillid til hans Meninger, maatte
man have samme Mistillid til
de af ham meddelte Fakta, og at
Ansvarsløshed derfor enten burde
finde Sted baade overfor
2) 3IV. A. S. Ø rsted. Juridisk Arkiv for de paagældende Aar.