122 / 134
i i 9
saamænd endnu; den ene var Hr. Kapt. Larsen, Formand
for Lærlingehjemmet, og den anden Hr. Sadelmagermester
Nielsen.
En meget bekendt Urtekræmmer A . . . i Kirkestræde
havde modtaget Besøg af en Mand fra Jylland, der var
hans Leverandør i de saakaldte Thybooste. For at ad
sprede den gæve Provinsbo, tog A . .. ham med i Tivoli,
og Turen kom da ogsaa til Rutschbanen, men da Bonden
havde prøvet den Valfart éngang, svor han paa, at den
Tur vilde han ikke gøre om igen.
»De skal,« svarede Urtekræmmeren, »De kan ikke
komme ned den Vej, det fører til Karlenes Lukaf, vi
maa over paa den anden Side.«
»Ok Herregud!« — skal a da lade mit Lyv!« sukkede
Landmanden. »Ja a mo val te’ et, men saa kryver a
under æ Forlæ’r.«
»Vær saa god!« svarede A . . . og lo.
Som sagt saa gjort. Bonden krøb under Forlæderet,
og Vognen rullede afsted, men da den kom til Slutstedet,
tørnede den mod en Tverbjelke, og Manden fik et saa
vældigt Slag i Hovedet, at han aldeles forvildet sprang
ud, løb bort og raabte, at han aldrig i sit Liv skulde
sætte sin Fod i det Plelvede mere.
Flere Gange var der Ild i Bygningen, sidste Gang i
8oerne, men da var den saa frønnet, at den ikke kunde
brænde, men kun ryge. Tilsidst faldt den for Tømmer
mandens Øxe.
*
*
*
Næppe ret mange kan mindes, da »Abe r ne s l ap
løs«.