124 / 134
121
paa den yderste Ende, og her sad han nok saa velbehage
lig og gyngede frem og tilbage, grinede og viste Tænder.
»Nu har vi ham!« raabte Menageriejeren, »hurtig
en Stige og en Sav, saa skal jeg gribe Fyren, naar han
falder.«
Pladsmanden kom ogsaa derop og gav sig til at
save løs, men uheldigvis havde han, ligesom Molboen,
sat sig udenfor, istedetfor indenfor Snittet paa Grenen,
saa da denne gik over, styrtede saavel han som Aben
til Jorden. Den sidste slap med, at dens Herre tog den
i Nakken og satte den ind i Buret, men den uforsigtige
Savskærer maatte ligge tilsengs i 6 Uger, saa forslaaet
var han. »Det var sure 10 Rigsdaler at tjene,« sagde han.
I samme Menageri var en stor Elefant, der var saa
gammel, at Huden var fuld af Revner. Sagnet gik, at
den hver Morgen maatte gnides ind med .flere Potter
Tran, for at Huden nogenlunde kunde blive blødgjort.
En Dag traf den nogle Velgørere, som svor paa, at
nu skulde den have sig en Rus. De tyllede over 50
Bajere og et Par Flasker Akvavit i den, men da det
ikke synes at have mere Indflydelse paa den, end Vand
paa en Gaas, blev de ked af den Idræt.
Saadan en Fyldebøtte havde de aldrig set før.
*
*
*
Faa aner vist, at Tivolis Takkelmester nær havde
bragt os paa en fjendtlig Fod med Italien. Dette Riges
Kronprinds var i Besøg heroppe ved vort Hof, og selv
følgelig maatte Tivoli have Fest i den Anledning. Men
o ve, de manglede et italiensk Flag, og dette var ikke
til at opdrive. Endelig fik de et at laane ombord paa