123 / 134
120
Det var i Femtierne, Tivoli havde engageret et stort
Menageri, som bl. a. ejede en glimrende Samling Aber i
et stort Bur.
Som man véd er disse Dyr store Pilfingre, og en
skønne Dag lykkedes det dem da ogsaa at pille Laasen
op, og som en Vind var de ude paa Etablissementet.
Der blev Jagt!
Du gode Gud, hvor var de alle
ivrige, men Aberne var behændige og snu, de klattrede
op i Træerne og kastede Grene ned i Fiovedet paa deres
Forfølgere.
Med stort Besvær lykkedes det omsider at drive
dem omtrent alle ind paa et vist Appartement, men
Dyrene var ikke forknytte, de skjulte sig, hvor de kunde,
og tittede en op et Sted, var han strax nede, for et
Øjeblik efter at komme op et andet. Omsider blev de
dog taget i Nakken og puttet i et Kar lunkent Vand
for at blive renset. Tilbage var kun en stor Fyr med
nogle umaadelige Tænder og et Par hæslige Bagknuder,
han var klavret op i et Træ nede ved Stadsgraven. Elan
blev omringet, og alle troede de saa sikkert, at nu havde
de ham, — men p y t! Paa engang, netop da en af
Pladsfolkene skulde kaste ham en Løkke om Halsen,
styrtede han sig paa Hovedet i Graven og svømmede
over paa den anden Side.
Der stod ganske vist Folk for at gribe ham, men
han saarede to ved alvorlige Bid i deres Hænder, og
gallopperede saa, overvindende alle Hindringer, op til
Pladsen foran Pantomimeteatret, hvor han krøb op i
et Træ.
Her tog han Plads paa den nederste Gren, helt ude