TivoliI50Aar

127

»Ja der maa vist være en dejlig Udsigt,« mente

Direktøren.

»Storartet!«

»Direktøren skulde gaa derop og nyde den,« foreslog

den ene af Skælmerne.

»Jeg kommer aldrig ned igen.«

»Vist saa, vi følger Dem op og vi følgerDem ned,

det gaar af sig selv.«

Begge Kunstnerne tog Direktøren under Armen, og

i en Fart gik det opad, men da de havde naaet Maalet,

skyndte de to Artister sig ned paa Jorden, og stod og

lo af den arme Mand, der ikke vidste, hvordan han

skulde komme ned.

Han tiggede og bad dem om at hjælpe sig, for

gæves, de var ubønhørlige, et Øjeblik efter gik de deres

Vej, og Direktøren blev da nødt til at sætte sig ned paa

den let tjærede Spiralgang, tage med begge Hænder fat

iSiderne paa den, og paa den Maade langsomtskubbe

sig ned, indtil han naaede Jorden.

Men hans lyse Benklæder var tjærefarvede bag paa,

da han kom ned.

Da Lieutenant Be r nha r d Olsen i Aaret 1868 blev

Direktør for Etablissementet, trængtes der til, at en

kraftig Haand tog fat, og han var netop Manden. Tivoli

var kommen i Dekadence. Sløseriet havde faaet Indpas,

Kontrolkomiteen ménte, at det var ligegyldigt, hvilke

Artister de engagerede, Folk kom nok alligevel, og selv

Haven lignede mere en Rede for Ukrudt, end den smukke

Blomsterpark, som den nu er, takket være Institutionens

dygtige Gartner, Hr. Holm. Olsen satte sin Vilje igennem,

han indførte Forandringer og Forbedringer, engagerede