TivoliI50Aar

Sted, hvor Publikum og han er voxet saa inderlig sammen,

som her i vor kære Hovedstad. Og det er intet Under,

thi siden den 9de Maj 1841, da han første Gang præsen

terede sin af Philippo Petoletti vel skolede Pjerrot, men

som han havde udstyret med sit eget groteske og dog

elskværdige Lune, og trods Konkurrencen med Price og

Erindringen om Casorti, gjorde en saa pyramidabel Lykke,

har han omtrent hvert Aar henrykket Generation efter Gene

ration. Og vi, som kan erindre ham for nogle og tredive

,Aar siden, ser med Forbauselse, at hans Lune er ligesaa

spillende, hans Mimik ligesaa talende og hans Humør

ligesaa ungdommeligt som i hans Ungdom.

Han er født i Stigsnæs ved Skelskør for ca. 73 Aar

siden. Hans Fader var Skolelærer der nede for Landsby

børnene, men flyttede til Hovedstaden, og Niels Hendrik

blev sat i Typograflære. At staa og sortere Typer var

imidlertid ikke noget for den livlige, opvakte Dreng.

Hele hans Hu stod til at være Kunstner, han skulkede af

Læren, og sammen med sin Ven Har a l d He s s e , der

var et Par Aar ældre end han, begyndte han nu at ud

danne sig i Smidighedsøvelser og Kraftproduktioner. For

ældrene saa’ just ikke med glade Øjne paa deres haabe-

fulde Poders Foretagende. Fordommene mod Artister

var store i de Dage, men de to unge Fyre var ikke for

knytte, de øvede sig om Dagen i Hesses Faders Blikken

slagerkælder i Gothersgade, og tjente om Aftenen nogle

Skillinger ved at være Lampister paa Vesterbros Theater.

Og de unge Mennesker var nøjsomme. Et Par Surbrød

om Dagen og en lille Snaps Polak var ofte deres eneste

Maaltid, men desuagtet voxede de op til ualmindelig