226 / 594
indrømmer Billigheden af hans Forslag om at give Direk
tørerne et aarligt Honorar. Mere betænkelig var hans
haardnakkede Kamp for gennem aarligt Udbytte at skaffe
Interessenterne Andel i den voksende Formue. Modstan
derne, Magistrat og Kancelli, var dog for mægtige, Tilhæn
gerne ængstelige og Nederlaget derfor uundgaaeligt. Da
Barfred alligevel drev Sagen paa Spidsen, fik de øvrige
Direktionsmedlemmer med til uden videre at lade sig ud
betale den bevilgede Direktørløn, var hans Skæbne beseg
let. Hurtigt svigtet af sine Kolleger, truet med kraftige
- Messures« og retslig Tiltale, maatte han ydmyget falde
til Føje. Paa lignende Maade gik det ham, da han 20 Aar
igennem som Deliberationskommitteret fortsatte Kampen
for Udstedelsen af en ny Fundats og Uddeling af Udbytte
til Interessenterne. Trods Mod og Udholdenhed, forenet
med en virtuosmæssig Opfindsomhed paa Udveje og Paa-
skud til stadig at faa Spørgsmaalene genoptaget, var han
ude af Stand til at opnaa fjerneste Resultater. Oprindelig
fulgt af en talrig Skare, skred han efterhaanden frem i
ensom Majestæt. En Appel til Offentligheden i 1780
bragte ham Skriftets Beslaglæggelse, en Mulkt paa
20
Rdl.
og en Paamindelse om for Fremtiden at holde sig i Ro.
En Gentagelse
8
Aar senere havde samme Resultat: Kon
fiskation af hans Pjecer, Fiskaltiltale og en Bøde paa 50
Rdl. Det var kun en yderligere Besegling af Nederlaget,
at Kancelliet langt om længe tog det fornuftige Parti ikke
længer at bekymre sig om hans »fremturende Dristighed
imod de ham saa ofte bekiendtgjorte Befalinger« og gav
Brandforsikringsdirektionen det gode Raad ikke mere at
agte paa den »gamle uroelige Mands Forslag«.
Som i Brandforsikringen gik det Barfred blandt de
32 Mænd.
For at udvide og forbedre Arresterne paa Raadhuset
var det i 1761 af Byens Kæmner bleven foreslaaet at ned
216
Bidrag til det københavnske Bystyres Historie