10 / 398
Udlændighedens Afslutning
3
af de gamle Studier over Lassalle fra 1874—75, da Forlæg
geren Hegel endelig gik ind paa Udgivelsen af en Bog om ham.
Forgæves afbrød jeg Arbejdet nogen Tid i Haab om
nye Oplysninger fra Dr. Oldenberg; denne lod mig fra
Marienbad vide, at de Notitser, jeg havde udbedt mig fra
ham, vilde fylde Ark og tage ham mange Dage. Først
senere fik jeg mundligt meddelt hvad han vidste, men hvad
kun delvis egnede sig til at offenliggøres.
Til Nytte under Udarbejdelsen var mig den tidligere
nævnte Sagfører Martini fra Danzig, en gammel Revolutionær
fra 1848, der rørte mig ved den Taknemmelighed, han nærede
imod mig for mit ældste tyske Skrift om Lassalle. Han
havde allerede været prøjsisk Dommer i 48, da han tog Del
i Opstanden i Baden og derfor blev dømt til nitten Maane-
ders Fængsel. Det forfriskede mit Sind at staa i Forbindelse
med en saadan Mand. Han følte, jeg delte hans lidenskabe
lige Frihedsbegejstring, og han delte min, om den end var
anderledes artet.
Jeg havde snart samtidigt at rette Korrekturer paa
Hoved
strømninger I
paa Tysk,
Lassalle
paa Dansk,
Moderne Geister
paa Tysk. Desuden skrev jeg Correspondancer til det dan
ske
Morgenbladet,
der fra 1. Januar 1881 aabnede sig for
mig, men rigtignok var saa daarligt stillet, at det blot kunde
betale mellem 3 og 4 Øre pr. Linje, og til Kristiania-Dag-
bladet,
hvor jeg i en Artikel
Norske Anmeldere om dansk
Literatur,
der affødte en hel Fejde, tog
Niels Lyhne
i For
svar mod en Del norske Bedømmere af danske Bøger og
Forhold, bl. a. Damerne Fru Vullum og Fru Mathilde Schiøtt.
Man stod vildfarende overfor hvad man kaldte Jacobsens
Pessimisme. Det foresvævede den norske Almenhed, at et
tragisk Livssyn maaske kunde egne sig for et nedslaaet og
formentlig forfinet Land som Danmark eller for et politisk
undertrykt og sædelig opløst Land som Frankrig under Kejser