8 / 215
DEN ÆLDSTE TID.
Naar Offergoden jog sin Kniv i Offerdyret og lod Blodet sprøjte
ud over Gudebilledet, var det en Slagtning, der fandt Sted, og naar,
til dagligt Behov eller til Festens Stund, et Husdyr maatte lade Livet i
Bondens eller Hirdmandens Gaard, var det ogsaa en Slagtning, der
udførtes, men den, som forrettede den, kunde ikke kaldes en Slagter,
thi endnu var Gerningen ikke blevet et Haandværk, d. v. s., den paa-
gældende levede ikke af at slagte, drev ikke Slagtningen som sin
Næringsvej.
Al Industri og ethvert Haandværk har sin Oprindelse i Husfliden.
1 Oldtidens Hjem udførte man selv alle forefaldende Arbejder, spandt,
tømrede, vævede, smedede, bryggede, bagte og slagtede. Men som
Bysamfundene dannedes og voksede i Størrelse, indsnævredes de
enkelte Husstandes Plads, og Husfliden indskrænkedes for helt eller
delvis at overgaa til Personer udenfor Husstanden, Personer, der blev
Specialister i de enkelte Fag, blev Haandværkere, der søgte deres
Næring ved Haandværkets Udøvelse. Det første Fag, der saaledes for
svandt fra Husflidsarbejdernes Kreds, var Smedearbejdet, vel ikke
mindst paa Grund af at den aabne Esse med de springende Gnister
ikke var noget ufarligt Naboskab for Tidens Boliger og desuden kræ
vede forholdsvis stor Plads. Men helt op i vor Tid har andre Fag, om
ikke i Byerne, saa dog paa Landet, hævdet en fremragende Plads
indenfor Husfliden. Til disse hører Brygning, Bagning, Vævning og
Slagtning. Slagtningen udføres vel nu kun forholdsvis sjeldent af Husets
egne Folk, i alt Fald ikke i de mindre og middelstore Hjem, men som
oftest af en lille Husmand, der for Betaling, eller for et Stykke Sul eller
et Par Pølser, foretager Slagtningen. Han handler ikke med Kød, men
har gjort Slagtningen til en Bifortjeneste. Det er saaledes ikke paa
Landet, men i Byerne vi skal søge Slagtningen som Haandværk.
Saalænge Produktion med Salg for Øje har fundet Sted, har Pro
ducenter og Forbrugere staaet i hver sin Lejr, hver haft indbyrdes