120 / 263
Kirsten Rykind-Eriksen
for Naturlærens udbredelse« i 1823 med H. C. Ørsted som primus
motor. Her holdtes forelæsninger hver søndag efter kirketid for
penge fra Det Reierske Fond.21 Selskabet så det som sit store formål
at udbrede »Kundskab i den eksperimentale Naturvidenskab«, at
give oplysninger om, hvor de bedste materialer kunne fås, og hvor
varerne kunne afsættes. 1 1829 oprettedes Polyteknisk Læreranstalt
ud fra samme formål. Både håndværk og industri var således inter
esserede i at drage fordele af hinandens kunnen og viden, og som
endnu et vigtigt element skulle kunsten inddrages ifølge den
romantiske filosofi.
I 1838 overtog den nyoprettede Industriforening udstillingsvirk
somheden inden for håndværk og industri. Samtidig foregik en
anden virksomhed, forevisninger, som havde stor teknologisk
betydning. Til disse indsendte medlemmer deres produkter til
bedømmelse, som blev foretaget af et nedsat udvalg. Der afholdtes
medlemsaftener, hvor de udstillede arbejder blev gennemgået og
ny teknologi diskuteret. I Industriforeningens »Forevisningsproto
kol« kan der f.eks. læses, at den 3. marts 1858 udstilledes »fra
Guldsmedem[ester] W. Christesens Prægeanstalt forskjellige
Prover af Adresseskillinger..«. Otte år senere havde det udstillede
fået et mere kunstnerisk præg. Nu drejede det sig om »En Pokal i
Chr 4de Stiil, tegnet og indleveret af Billedh.[ugger] Peters og udf.
af Sølvvarefabr. V. Christesen«.22
Historie
,
kunst og opdragelse
Den kunstindustrielle bevægelse opstod i England, hvor industria
liseringen var mest udbredt, i første halvdel af 1800-tallet. Bevægel
sen havde til hovedformål at forene kunst, håndværk og industri
ud fra nyantikkens filosofi om kunstens betydning som opdragel
sesmiddel. Herigennem skabtes respekt om historiens betydning
og den antikke filosofi, som danner grundlaget for den europæiske
rets- og ordensfilosofi. Den kunstindustrielle bevægelse var således
konservativ og samfundsbevarende i sin tankegang. Det var ikke
underligt, at den første generation af håndværkere, der blev indu
strifabrikanter, følte sig inspireret til at arbejde efter bevægelsens
tanker. De følte sig som håndværkere og samfundsbevarere, selv
om de gjorde brug af den nye teknologi. Christesen udtrykte det
selv på denne måde: »...at var der nogen Stand, der kunne siges at
118