9 / 217
Et selvbestaltet velfærdsråd
Spillet om borgerrepræsentationsvalgene i det 19. årh.
A f Sigurd Jensen
I det af borgerrepræsentationen udgivne værk om Københavns forfat
ningshistorie hedder det om borgerrepræsentationsvalgene fra 1840 og
frem mod århundredskiftet, at der som regel kun var én liste at stem
me på, og opstillingen af kandidaterne foretoges af en snæver kreds,
som især repræsenterede stadens håndværker-, industri- og handels
foreninger, og listen fandt støtte i de fleste af hovedstadens aviser.1
I den formulering lyder sagen så enkel og kedsommelig, at man bli
ver mistænksom. Så farveløst og lidenskabsløst kan københavnere ikke
have fungeret i mere end et halvt århundrede. I borgmester
Jacob
Marstrands
erindringer er beskrivelsen af proceduren da også langt
mere spændende. Han skriver, at et »selvbestaltet velfærdsråd bestemte
hvem der måtte vælges«.2 Men meget oplysende om hvad der egentlig
foregik er bemærkningen naturligvis ikke.
Lad os da gå på jagt efter dette selvbestaltede velfærdsråd og prøve
at finde ud af, om der virkelig har eksisteret en sådan kommunalpoli
tisk magtfaktor, eller om det hele har udviklet sig på den fredelige -
næsten søvngængeragtige - måde som den officielle forfatningshistorie
antyder.
Da Københavns borgerrepræsentation blev oprettet ved kgl. anordning
af 1.1.1840 , stod bystyret overfor den helt nye og uprøvede opgave at
skulle organisere et kommunalvalg. Den lettedes ved, at antallet af
kommunale vælgere ikke var ret stort. Det sørgede de stramme stem
meretsregler for. De krævede, at man for at kunne stemme eller blive
valgt havde løst borgerskab og var ejer af en større ejendom eller
ydede en meget betydelig skat. Mindst halvdelen af de valgte skulle
være grundejere. Af byens samlede befolkning på ca. 120.000 var der
kun 1929 kommunale vælgere.
Man benyttede nu den fremgangsmåde, at der blev udsendt en trykt
fortegnelse over alle valgbare til samtlige vælgere. I princippet var
7
r