119 / 243
S V U N D N E T ID E R
blot undersøge, om han ved prøven godtgjør, at han forståer det hånd
verk han vil bruge«.
På baggrund af diskussionen om håndværkernes kår er det forståe
ligt, at kommissionens indstilling krævede betænkningstid, og først den
2 1
. marts 1800 udstedtes den længe ventede forordning. I denne siges
det til indledning, at da »Hans Majestæt har befundet, at der i de fleste
håndverkerlaug hersker fordomme og misbrug, som har skadelig ind
flydelse på denne borgerklasses moralske og økonom iske forfatning og
lægger hindringer i vejen for dens fremskridt til den grad af fuldkom
menhed, som kunne og burde opnås«, vil man nu »foreskrive samtlige
vedkommendes rettigheder og pligter så nøjagtigen som muligt, på det
at indbyrdes tvistigheder kan afværges, uordener hæmmes, adgang til
næring lettes, flid og oplysning trives, og begge disse i forening med ret
skaffenhed opmuntres ved at udmærkes med fortjent hæder«.
Forordningens ordlyd og indhold var karakteristisk for oplysnings
tiden. Mestre og svendes indbyrdes pligter og rettigheder blev fastlagt.
D e skulle således frit kunne akkordere om lønnen og den gensidige op
sigelsesfrist, og var der ikke sluttet kontrakt, skulle den være fjorten
dage. Drengenes stilling sikredes. D e skulle heller ikke længere stå i lære
et bestemt antal år, hvis de inden da havde vist sig i stand til at udføre
deres svende- eller mesterstykke på en tilfredsstillende måde. Desuden
fik enhver svend ret til, hvis han i fire år havde arbejdet som svend, at
nedsætte sig som frimester - dog under den forudsætning at han løste
borgerskab, men det kostede kun det halve af, hvad en laugsmester
skulle betale for sit borgerbrev. En frimester havde ret til at udføre
»bygningens ud- og indvendige afpudsning, vægges og lofters udspæk-
ning og hvidtning, tages reparation, stengulves lægning, kvadraturar
bejdes forfærdigelse og indmuring af tavl i bindingsværks skillerum«.
Med de gamle laugsceremonier, »som ved misbrug ere indførte (fra ud
landet) og ved sædvane hævdede«, skulle det være slut, ligesom det hel
ler ikke længere måtte kræves, at en svend for at blive mester skulle
være »ægtefødt«. Under indtryk af begivenhederne i 1794 blev der fast
sat strenge straffe for strejker, hvad der for så vidt svarede til, at fag
foreninger i England og Frankrig var forbudt af frygt for uroligheder.
Regeringens hensigt med disse bestemmelser var utvivlsomt derigen
nem at hævde håndværkets anseelse »til des mere udmærkelse for denne
arbejdende klasse af borgere«. Som yderligere udtryk herfor besluttedes
det, at fremtidig skulle halvdelen af »Københavns 32 mænd« bestå af