115 / 243
B y e n s a n d e n B r a n d 1 7 9 5
o g L a u g s h u s e t i S e t . P e d e r s S t r æ d e
Endnu i slutningen af 1700-tallet synes håndværkerstanden som hel
hed betragtet ikke at have været særlig anset, skal man tro en udtalelse,
Rasmus Nyerup år 1800 citerer i sit værk om København: »Vore hånd-
verksmænd ere alle dyre, arbejde langsomt, og, det som er det værste,
de arbejde som oftest slet og uden smag. Vore håndverksfolk ere ikke
så arbejdsomme som de engelske eller så sparsomme som de hollandske
og tydske, det er derfor ingen under, at de ikke kan holde pris med
fremmede. - Deres opdragelse - hedder det videre - bliver som oftest
meget forsømt. I skolerne lære de måske at skrive og regne, og det tidt
slet nok, som man kan see af de regninger, de skrive. I læreårene bruges
de ofte mere til at gåe ærinder og være alle mands dreng i huset end at
sidde på verkstedet. D e lære ikke at tænke ved det de tage sig for, men
efterabe blot hvad de see mesteren gjør. D e have intet begreb om teg
ning og perspectiv. - A lle modeller og mønstre til alle mulige vare må
vi lade komme udenlandsfra. Godt og vel om vore håndverksfolk for-
ståe at abe dem efter. Opfinde noget giør de aldrig«.
Utvivlsomt har der været en kerne af sandhed i dette udsagn, selv om
det nok er noget overdrevent, for genopbygningen efter byens anden
brand 1795 viste dog, at den københavnske håndværkerstand ikke var
slet så udygtig, som Nyerup antyder.
Ilden, der hærgede København fra den 5 .- 7 . juni 1795 , opstod i et
skur i Dellehaugen - marinens oplagsplads for tømmer - på Gammel
holm, hvor datidens orlogsværft var beliggende, og skønt situationen fra
første færd synes faretruende nok, nærede man dog den største tillid til
brandvæsenets effektivitet, som det fremgår af en udtalelse, justitsråd,
rådmand C. Pontoppidan i juli 1794 havde fremsat i anledning af Chri-
stiansborgs brand nogle måneder forud, at »man kan nu tillidsfuldt tro
og håbe, at på grund af de kraftige foranstaltninger, brand- og vand
kommissionen har truffet med sprøjte- og vandvæsens anstalter, med
politi-administrationens driftige inkvisition over brændbare varers til
børlige opsigt, item vægtervæsenets beopagtning, den omstændighed, at
fast alle bygninger ere grundmurede - så tør man håbe tillidsfuldt, at
ingen extraordinair farlig og langvarig ildsvåde skal kunne indtræde«.