112 / 243
S V U N D N E T ID E R
»Brøndstrædes Hospital« eller »Sjæleboderne« mellem Møntergade og
Store Brøndstræde, hvor nu belysningsvæsenets ejendom er beliggende
med sidefacade ud til den gade, der i dag kaldes Sjæleboderne.
Dette navn går tilbage til katolicismens dage, da det ikke var usæd
vanligt, at velstående folk i deres testamente betænkte de fattige med
gaver i håbet om, at sjælens pine i skærsilden til gengæld ville blive
forkortet. Sådanne gaver kaldtes sjælegaver, og var det et hus, det dreje
de sig om, kaldtes det en sjælebod eller et sjælehus.
Blandt disse sjælehuse var også fjorten boder, som enken efter Albert
von Goch i 1550 havde skænket de husarme fattige til fri bolig i kvar
teret bag det ved reformationen ophævede Set. Clara Kloster i Gam
melmønt. Boderne, der sikkert har været bygget af bindingsværk, har
klynget sig til hinanden i en lang række mellem Møntergade og Store
Brøndstræde, som der begge steder var indgang fra til gårdspladsen.
»De, som ere udi Sjæleboderne - udtalte fattigdirektionen 1709 - og
ikkun nyde 8 å 12 sk. om ugen, skulde man tænke at være sådanne folk,
at når de derinde havde husly og deslige undsætning, som boderne fø l
ger, de da kunde fortjene nogenledes det øvrige med deres hænders ar
bejde i en og anden måde, så at dem derfor ikkun var så ringe almisse
tillagt, på det dem derved ej skulde gives lejlighed til ørkesløshed og
betleri, hvorfor sådanne folk ville nøje examineres og foreholdes at
bruge de friske lemmer, Gud endnu har forundt dem, til den øvrige livs
ophold at fortjene og dem skarp forbydes ved betleri at søge almisse,
såfremt de ej dobbelt ville straffes mod andre, som ganske intet nyde.
Men de stakler, som aldeles intet kunne fortjene til deres nødtørftige
ophold, anbefales til større almisse«.
Tilstanden i Sjæleboderne har sikkert ikke været alt for god. Husene
var gamle og vel også forfaldne, da fattigvæsenet manglede midler til
deres istandsættelse. Branden 1728 lagde dem øde, men værre var, at
der også indebrændte en del syge, som det ikke lykkedes i tide at komme
ud. Nogle år lå tomterne nu ubebyggede hen, men i 1734 stod de nye
Sjæleboder færdige. De bestod af et grundmuret hus ud til Møntergade,
hvor institutionens præst havde bolig, medens det egentlige hospital lå i
gården bag ved. D et var et 42 fag langt bindingsværkshus, to etager
højt over kælderen, og det indeholdt såvel sygestuer som bolig for hospi
talets spisemester eller kok. I stueetagen fandtes kirkesalen, der kun var
simpelt udstyret, to rum hver med senge til 24 fattige, og en sygestue.
På første sal boede ligeledes 48 fattiglemmer, medens loftet benyttedes