107 / 243
S V U N D N E T I D E R
bygningskommission. Først gjaldt det imidlertid om at få den økonom i
ske baggrund for genopførelsen bragt i orden og fremskaffet de nødven
dige bygningsmaterialer. Brandlidte kunne derfor få tilladelse til at
bryde kalk på Saltholm og ret til afgiftsfri indførelse af bygningsmate
rialer. Desuden fritoges de i 10, 15 eller 20 år for en række ejendoms
skatter, dog med undtagelse bl. a. af lygte- og sprøjteskat samt renova
tionsafgift. D et var tillige et led i ønsket om at fremme byggeriet mest
muligt, at det blev overdraget et af bygningskommissionens medlem
mer, arkitekten Johan Cornelius Krieger, at udarbejde tre mønsterteg
ninger til borgerhuse af forskellig størrelse, der blev udgivet samlet i et
lille hefte, som enhver frit kunne betjene sig af.
For murerne blev genopbygningen en vanskelig periode at komme
igennem. E t overmenneskeligt arbejde blev lagt på deres skuldre, idet
lauget 1. januar 1729, som nævnt, kun talte 14 mestre, der beskæftigede
157 svende og 45 drenge, og selv om deres antal i juni var steget til 19
mestre og 298 svende, forslog det dog langtfra. Ganske vist slækkedes
kravet om, at husene skulle være grundmurede, idet der allerede den
3. maj efter indstilling fra bygningskommissionen blev udstedt en kon
gelig anordning om, at baghuse måtte bygges af bindingsværk på den
betingelse, at et grundmuret forhus ud til gaden opførtes »inden en vis
tid«. Resultatet blev, at der rejstes en mængde baghuse af bindingsværk,
»høje svovlstikkehuse, som kan overspyde den ganske stad, så snart de
kommer i brand«, og at man indtil videre lod hånt om opførelsen af de
grundmurede forhuse.
»Aldrig har sten, træ og kalk været billigere i København«, sagde
man, uden at det dog fremmede genopbygningen nævneværdigt, og først
da det i januar 1731 blev tilladt enhver frit at vælge mellem at bygge
grundmurede huse og huse af bindingsværk, kom der gang i byggeriet,
hvortil imidlertid også bidrog oprettelsen af Kjøbenhavns Brandforsik
ring den 31. januar 1731 og en tilladelse til i hertugdømmet Slesvig
enten ved egne skibe »at lade afhente, så og af de her ankommende
skibe kiøbe så mange af de behøvende sorter muur- og tagstene, som de
til deres bygninger behøve . . . « .
For så vidt skulle alt nu være i orden, men ikke desto mindre var util
fredsheden blandt murerlaugets mestre stor. D a antallet af murere var
for lille i forhold til den opgave, de var stillet overfor, og fordi »der især
blandt murerne og tømrerne findes mange, der ej tilbørlig forstå det
arbejde, de påtage sig«, havde generalpostamtet i juni 1729 fået en kon-