164 / 243
ÂH, D ISSE M I N D E R .
—
H v o rd a n s to d d e t til m e d je re s ø k on om i?
-
D en var sløj, og jeg skal ikke gøre nogen hemmelighed af, at vi
hang med ørerne. D e t var koldt, og alting var så usikkert, så vi måtte se
os om efter enhver mulighed for at komme hjemad med et skib. Så en
dag fik vi at vide, at vi kunne komme med en af de både, der sejlede
heste til Frankrig. D e t skulle være godt betalt, og selv om vi altså ikke
kom direkte til Danmark, var vi indstillet på at prøve lykken. I alt fald
fik vi skemaer til at udfylde. Nu lysnede det, og da vi var henne på Det
Forenedes kontor for at hente vores kluns, som vi havde fået lov til at
deponere der, viste vi skemaerne til inspektøren. Så så han på os og
sagde: Er I da helt tossede! Og så tog han skemaerne og rev dem midt
over. Er I klar over, sagde han, at af tolv hesteskuder er der indtil nu
kun kommet fem igennem, de syv er sænket! Ja, jeg kan ikke lade være
med at tænke på, hvad det møde med inspektøren måske har skånet os
for. Og så fik han endda ordnet det sådan, at vi kunne komme med
»Frederik den Ottende«, der skulle afgå tre dage efter, og oven i købet
gå om bord med det samme. Og lykkelige var vi, nu var vi endelig på
vej hjemad, og vi takkede inspektøren mange gange for hans hjælpsom
hed. Jeg fik dagvagt i maskinen og skulle lave lidt af hvert, og da vi be
gyndte at sejle, fik jeg en god tjans med at slibe skrueakslerne. D e skal
skinne som sølv, sagde maskinmesteren, men pas på, at du ikke trykker
for hårdt, så du bremser skibet! Der gik jeg så i bunden af skibet og
passede m ig selv. En gang imellem kom mester og sludrede med mig.
Han var meget interesseret i at høre om vore rejser i Sydamerika og
Vestindien. Og allerbedst var det, at vi dag for dag nærmede os Dan
mark. D a vi kom ind under England, løb engelske krigsskibe op på
siden af os og satte mandskab om bord. De skulle se vore papirer, så
vi blev kaldt op på broen, hvor vi blev udspurgt og måtte vise vores
hjemstedsbevis. D et gik godt for os. Men to tyskere, som havde skjult
sig i kullene og rejste på chilensiske papirer, samt en del andre passa
gerer, hvis pas englænderne ikke fandt gode nok, skulle interneres, så
snart vi anløb første havn i England. Det blev i Kirkwall på Orkney-
øerne, hvor de blev sat i land. Der i Kirkwall lå vi i ni dage, og det
kunne vi jo ikke rigtig forstå meningen med. Men så fik vi at vide, at
marinen først skulle undersøge, om ruten til Norge var farbar, vi skulle
nem lig hjem via Norge. Det viste sig gudskelov, at det var den, og vi
ankom velbeholdne til Christiania, som Oslo jo hed dengang. V i var i
neutralt land og kunne ånde lettet op. Men ingen penge havde vi og