ÅH, D ISSE M I N D E R .
- 1 m å tte v e l eg en tlig fø le je r gan sk e v e lk om n e p å Set. T h om a s m e d
d en m o d ta g e lse , 1 h a v d e få e t a f gen d a rm e rn e?
-
D et gjorde vi også. V i følte virkelig, at vi var kommet til et lille
stykke Danmark, hvor vi var sammen med landsmænd, som ville hjælpe
os. Men det kunne vi jo ikke leve af i længden, og arbejde måtte vi have,
for det var småt med pengene.
-
V il d e t sig e, a t 1 h a v d e p lan e r om a t b liv e på den nogen tid fo r a t
a rb e jd e ?
- Jeg vil ikke sige, at vi havde egentlige planer, for hvordan kunne vi
lægge planer i vores situation? V i måtte tage dagene en efter en og se,
hvad der skete. D e t var vi heller ikke ukendt med, men vi var da ind
stillet på, når lejlighed bød sig, at komme videre for på et eller andet
tidspunkt at vende tilbage til Danmark. Nu viste det sig, at man ventede
en gravemaskine til Charlotte Amalie til uddybning af havnen, og når
den kom, kunne vi få et job ved den, og med det i udsigt tog vi på op
dagelse rundt på Set. Thomas og oplevede øens tropenatur med for
underlige vækster og storslåede udsigter over Det caraibiske Hav. V i var
også en tur ovre på Set. Jan, hvor vi så ruiner af de gamle sukkermøl
ler fra øernes storhedstid. Så en dag kom en formand fra Vestindisk
Kompagni og tilbød os arbejde for kompagniet, og det havde vi så, til
gravemaskinen kom. Så arbejdede vi i længere tid for Monberg, Saabye
& Lerche. V i skulle planere sandet, som gravemaskinen pumpede op.
Hver af os fik 1 4 -1 5 negre at arbejde med, ikke alle lige ivrige til at
bestille noget, men efterhånden lærte vi, hvordan vi skulle omgås dem,
så det gik såmænd ganske godt. Det var i øvrigt så godt som alle folk
fra andre øer, engelske og franske, hvor beskæftigelsen var endnu dår
ligere end på Set. Thomas. Men tiden gik, uden at der viste sig skibs
lejlighed til at komme videre. Ganske vist var vi lige ved at få hyre på
ØK’s »Jutlandia«, som anløb Set. Thomas. Men direktøren for Vestin
disk Kompagni spændte ben for os. V i havde ingen søfartsbog, og da
han åbenbart havde brug for os, hængte han sig i det. Så arbejdede vi
en tid ved opførelsen af et stort pakhus på havnen, og ellers havde vi
forskellige andre job. V i lavede kabelarbejde, og vi malede kraner for
»Titan«, og en overgang var vi beskæftigede med at mure de såkaldte
»regnfangere«. D e t var store cementerede flader, som vi byggede på
bjergskråningerne til opsamling af regnvand. Der findes nemlig ikke
grundvand på Set. Thomas, så når der kom regn - og det var ikke så