157 / 243
ÅH, D ISSE M I N D E R .
-
H v o rd a n k la r e d e I je r i k lim a e t i S y d am e r ik a ?
-
Klimaet var jo forskelligt fra sted til sted. I Sao Paulo gik det fint.
Byen ligger temmelig højt i landet, næsten 800 meter over havet, så det
var ganske behageligt, og vi var i hvert fald sikre på, at vi kunne arbejde
hele året rundt og ikke som herhjemme være nødt til at indstille byg
geriet om vinteren. V i havde godt at bestille. Vore mestre havde fået et
større arbejde med at bygge 1 5 - 2 0 villaer, som de skulle finansiere og
skaffe materialer til, og vi levere arbejdskraften. D et var vi godt i gang
med, da verdenskrigen brød ud.
-
K o m k rig en til a t b e ty d e n o g e t v id e r e fo r je r så tid lig t o g så lan g t
b o rte?
- Ja, det skal jeg love for, det gjorde. Brasilien var først og fremmest
et kaffe- og tobaksproducerende land og helt afhængig af kornindførsel
fra U .S . A . og Argentina, og da importen hørte op, udbrød der strejker
og optøjer med skyderier. Der var dengang 4 0 .0 0 0 tyskere i byen, og
de gik gennem gaderne med faner og sang, de ville hjem for at kæmpe
for deres land, og urolighederne tog til. V i blev standset i vores arbejde
med stenkast, regulært fordrevet fra arbejdspladsen, så vi var nødt til at
fortrække. Brasilien var på de allieredes side, så der var vældige spæn
dinger mellem den lokale befolkning og tyskerne. V i blev kaldt op på
generalkonsulatet til den gamle konsul von Blilow , som opfordrede os
til at rejse hjem for at være med til at forsvare gamle Danmark, om det
skulle blive nødvendigt. D e t var vi nu ikke indstillet på, men vi var klar
over, at det nok var på tide at forlade landet, for pengenes værdi raslede
nedad, og de var snart kun det halve værd. Gudskelov havde vi hver
måned købt engelske pund, så vi undgik det helt store tab. V i besluttede
os for at komme af sted og fik pakket sækken. V i rejste ned til Santos
og videre til R io de Janeiro, hvor vi håbede at kunne få hyre nordpå.
Det viste sig bare at være betydeligt vanskeligere, end vi havde regnet
med. V i rendte fra skib til skib, men ingen steder havde man brug for
os. T il sidst fik vi hjælp af konsulen, som var nordmand. Han havde
kontakt med en norsk båd, »Nygård« af Bergen. Den kunne vi komme
med, hvis vi ville gå ind på kaptajnens betingelser. Der var noget mug
gent ved det hele. V i skulle ikke forhyres, og ingen steder skulle der
skrives noget. V i skulle arbejde om bord og dertil betale 60 milreis for
rejsen, der foreløbig skulle gå til Set. Thomas i Dansk Vestindien og