ÂH, D ISSE M I N D E R .
-
H v o rd a n v a r d e t så fo r d ig a t fin d e d ig til r e tte h e rh jemm e?
—
V e l var det rart at komme hjem igen, men der gik ikke lang tid, før
det igen begyndte at rykke i én. En af mine kammerater fra drengeårene
var en ivrig tilhører, når jeg fortalte om mine oplevelser rundt om i
Europa. Han gik også og fik udlængsel, og vi talte meget om at rejse
ud sammen. Så skete det, at han traf sammen med en ung mand, som
var født i Brasilien. Han berettede vidt og bredt om, hvor rart der var
derovre, og så var spillet gående. V i snakkede frem og tilbage og lagde
planer, og alvor var der skam i det, for vi gik i flere måneder og lærte
portugisisk af denne mand. Men det med pengene var jo en vanskelig
hed, og så viste det sig, at vi fandt udvej også for det. M in kammerats
far var malermester. Han havde selv rejst meget i det fremmede, da han
var ung, så han forstod os. Han lånte os penge og forærede os oven i
købet de 300 kr., som rejsen kostede. Lykkelige var vi, og vi fik bestilt
billetter til en stor engelsk båd, der skulle afgå fra Southampton. Ak ja,
jeg husker tydeligt, hvordan min forældre tog situationen, da jeg kom
og viste dem billetterne. Min mor var lidt beklemt, men indså vel, at der
ikke var noget at stille op, og min far sagde kort og godt: Du er ikke
rigtig klog! Den dag, vi drog af, var begge vore mødre på banegården
for at sige farvel, men ingen af vore fædre. Da vi kørte forbi Valby sta
tion, hvor min kammerats forældre boede, så vi, at der var hængt flag
og lagener ud af vinduet som en afskedshilsen til os. Det var den 13. maj
1913 . V i rejste over Esbjerg-Harwich til London, hvor vi var i fire
dage, og derpå til Southampton. Der lå vores skib, en mægtig båd på
18 .000 tons, så der var plads nok. »Amazonas« hed den. Og nu be
gyndte en sørejse, som jeg aldrig skal glemme. Om bord traf vi sammen
med nogle herlige guttermænd, blandt dem en neger, der var født på
Set. Thomas i det dengang danske Vestindien. Han kunne lidt dansk.
V i havde det vældigt fornøjeligt sammen under hele overfarten. På rej
sen sydover anløb vi Brest i Frankrig og nogle spanske pladser og kom
så til Lissabon i Portugal, hvor vi skulle ligge i en halv snes timer. Her
var vi i land for at se os om, og her fik vi lejlighed til at forsøge os med
vore portugisiske kundskaber. Det gik nu ikke særlig godt, men vi kla
rede os med at tage fingersprog til hjælp. Det hjalp nok også på det, at
vi fik smagt på den portugisiske vin, den var billig, så billig, at vores
negerkammerat fik så meget, at vi havde vores mas med at få ham bragt
om bord igen. Flere hundrede spanioler og portugisere skulle med til