156 / 243
ÂH, D ISSE M I N D E R .
fortalte dem, at vi var aldeles sagesløse, lige lidt hjalp det. A lt, hvad vi
havde på os, blev taget fra os, om det så var seler og livremme, og så
blev vi ført ned i en uhumsk kælder, hvor fire betjente med revolvere
og bajonetter passede på os. 60—70 mand tror jeg vi var dernede, et
blandet selskab af alle mulige farver. En hel del julekæferter var der
iblandt, og vi havde kun to spande til vores nødtørft. V i spurgte, hvor
for vi var blevet sat ind, men vi fik ikke noget svar. Jo, det var en hyg
gelig juleaften og -nat med, for vi blev først sluppet løs julemorgen kl. 8.
V i fik vores ejendele igen, men ingen forklaring på arrestationen. Sam
men med os var en neger fra Set. Croix. Han talte ganske godt dansk,
så ham holdt vi sammen med, og da vi endelig blev sluppet fri, tog vi
ham med hjem til Hugo og fejrede en forsinket julefest sammen med
familien. Senere fik vi at vide, at værten i den bar, hvor vi var blevet
spærret inde, var blevet beskudt. Han var dog sluppet med et skudsår i
armen. M en den tildragelse fortæller alligevel et og andet om, at Bra
silien var et fremmedartet land for en dansker, et land, hvor man måtte
være forberedt på, at alt kunne ske. Nå, ikke fordi vi unge mennesker
tog det så tungt, vi holdt jo sammen, vi danskere og nordmænd og sven
skere. V i havde en skandinavisk forening, som hed »Nordlyset«. Der
samledes vi og havde dejlige timer sammen, og nu og da tog vi os tid til
at se os om i landet. V i besøgte en stor slangefarm, hvor man tappede
giften af mange forskellige arter slanger for at bruge den til serum, som
man eksporterede. V i kørte med lilleputbane ud til kysten til Brasiliens
fornemste badested Gwarucha med hoteller og spillecasinoer i massevis,
men det var nu kun for at kikke, det passede ikke rigtig for vores penge
pung. Så kunne jeg bedre tillade mig at dyrke min interesse for sommer
fugle. Jeg skabte mig efterhånden en stor samling af tropiske arter,
kæmpestore og med vidunderlige farver. 5 - 6 store fugleedderkopper
havde jeg også fået fat i, noget giftigt kryb, de var forresten det eneste,
der blev tilbage af samlingen. En dag, jeg kom hjem til mit logi, havde
der været invasion af termitter, som havde raseret alt, hvad der var af
madvarer og andet fortærbart, og altså også min sommerfuglesamling.
D en var simpelthen ædt op.
Sjovt nok, siger Johannes Søderberg, hvordan ganske små og ubety
delige tildragelser dukker op i erindringen, når man sådan sidder og
genfremkalder, hvad man oplevede dengang. Det kan ske, at jeg pludse
lig kommer til at tænke på ting, som jeg ikke har skænket en tanke,
siden jeg var midt i det altsammen.