ÄH, D ISSE M I N D E R .
tit - så gjaldt det om at samle regnvandet i cisternerne rundt om ved
husene. I perioder, når vandet var ved at slippe op, måtte man hente
forsyninger med tankbåde ovre fra Puerto R ico.
-
M æ r k e d e l s le t ik k e n o g e t til, a t d e r v a r krig?
-
D e t var ikke ret meget. Jo, nu og da blev vi mindet om det. En sen
aften f. eks. kom der to tyske krigsskibe ind i havnen for at tage for
syninger om bord, men de stak snart af igen. V i op levede da også en
revolution, sådan en lille fredelig en. Jeg husker, at vi gik ned gennem
hovedgaden, Nørregade, i Charlotte Amalie, hvor der var samlet en
mængde mennesker. Men vi kendte de fleste af dem og fik en glad aften
med mange øller ud af det. Der havde været nogle optøjer ovre på Set.
Croix, som åbenbart havde virket alarmerende hjemme i Danmark. For
en dag løb krigsskibet »Valkyrien« ind i havnen for at genoprette roen.
Det kunne de godt have sparet sig, for der var fred og ingen fare. Ja,
nu siger jeg ingen fare, men jeg skal love for, at vi også oplevede faren
på Set. Thomas, da en orkan, en af de såkaldte hurricanes, hjemsøgte
øen. Aldrig har jeg oplevet et lignende uvejr. En stor tysk passagerbåd,
der lå spærret inde af krigen i Charlotte Amalies havn, b lev slynget op
på land. Negerhytter blev hvirvlet højt til vejrs og knust, hvor de ramte
jorden igen. D e store nye kraner på havnen væltede og b lev vredet sam
men som ståltråd, og utallige huse blev helt eller delvis ødelagt, og alle
de hjemløse måtte flytte ind i fængslet eller på kasernen. D e t var frygte
lige ødelæggelser. Jeg er sikker på, at vi kunne have fået arbejde nok
med at bygge op igen efter orkanen, men vi var begyndt at blive utål
modige efter at komme af sted, og endelig viste der sig en chance, som
direktøren fra kompagniet igen søgte at ødelægge for os, uden at det dog
lykkedes for ham. V i kunne komme med en lille skonnert med tre mands
negerbesætning til Puerto R ico , der dengang som nu var amerikansk be
siddelse. Men hvordan ville det nu gå med at komme i land på ameri
kansk område uden de nødvendige papirer? D et drøftede vi med den
sorte skipper, men så sagde han, at det skulle vi ikke bekymre os om. Han
ville gå til sydkysten af øen til en lille havn, hvor ingen gad se efter
papirer, og derfra kunne vi så selv tage videre til hovedstaden San Juan
på nordkysten. V i var fem passagerer, tre officerer fra et skib, der
var blevet knust i havnen under orkanen, og så min kammerat Møller
og jeg, der gik om bord i skonnerten for endelig at sige farvel til Set.
Thomas. Mange af vore venner blandt gendarmerne og andre, vel en