158 / 243
AH, D ISSE M I N D E R .
derfra videre til Colon ved indløbet til Panamakanalen. Men vi var lige
glade, eller rettere sagt, vi var glade for endeligt at kunne komme af
sted, så vi gik ind på betingelserne. V i kom om bord og blev med det
samme beordret i arbejde. V i skulle banke rust af dækket og oliere det.
Varmt var det, for solen brændte på fladen og gjorde det næsten uud
holdeligt. D e t hjalp lidt, da vi kom ud i rum sø. Allerede da vi sejlede
ud fra R io, blev vi mindet om, at der var krig. To tyske krigsskibe fulgte
os, da vi gik nordover langs kysten. Et døgn igennem holdt de os under
observation. Så forsvandt de.
-
F a n d t I n og en sin d e u d af, h v o rfo r I ik k e sku lle regu læ rt forh yres?
- V i fik senere at vide af styrmanden, at det var kaptajnens første
rejse, og det gjaldt for ham om at få alting gjort billigst muligt, så vi fik
lov at bestille noget. En dag kom styrmanden og sagde, at en kullemper
var blevet syg, og at jeg blev nødt til at tage hans job. Jeg måtte gå på
den, men det var træls arbejde. V i havde ikke taget kul i Rio, så der var
langt at køre med trillebør for at hente kullene. Der gik nogle vældige
dønninger, og når jeg endelig havde fået læs på, tog skibet en tur, så
børen væltede, og jeg kunne begynde forfra. Siden fik jeg ordre på at
hale glødende aske ud af fyret. D et var hedt som bare helvede, og da jeg
Det var så vist ikke nogen luksusrejse. Jeg måtte arbejde
som kullemper, selv om jeg havde betalt for rejsen, og
drikkevandet var rødt og lunkent og ildesmagende.