155 / 243
AH , D ISSE M I N D E R .
petroleumsdunk som det fjerde. Endnu kan jeg høre, hvordan det knal
dede, hver gang jeg vendte mig i sengen. Nå, maden var god, og arbejde
fik vi så godt som med det samme hos et tysk firma, som ejedes af to
brødre. D e t var vældig flinke folk, som vi befandt os godt hos. Vores
første arbejde var et byggeri for den hollandske og den danske konsul,
der drev en mægtig import- og eksportforretning og ejede kaffe- og suk
kerplantager på arealer så store som Fyn. Jo, det var store forhold. Og
heldige var vi igen, for der i firmaet var der en dansker, som hed Hugo,
og han tilbød os, at vi kunne bo hos ham, og det lod vi os ikke sige to
gange. D e t var ikke svært at sige farvel til hotellet og den trebenede
med petroleumsdunken, og så flyttede vi hen til Hugo og hans familie,
der boede i italienerkvarteret, og der havde vi det godt.
-
V il d e t sige, a t 1 lige frem b le v o p ta g e t i fam ilien ?
-
Ja, det gjorde vi egentlig, og det var en sjov familie. Hugo var ikke
mere end to år, da han kom til Brasilien, han var altså vokset op i landet
og gift med en engelsk pige, hvis mor også boede i huset. Desuden var
der Hugos bror og ægteparrets tre sønner. Når vi sad ved bordet og spi
ste, var det et sprogligt Babylon. T il os talte han dansk, til konen og
svigermoderen engelsk, til broderen tysk, og for at gøre forvirringen
fuldkommen talte han spansk og portugisisk til drengene, og ind imel
lem måtte han oversætte til alle sider. Han var et unikum til sprog.
-
B ra silien va r v e l i d e t h ele ta g e t e t m o d sæ tn in g e rn e s la n d d en g an g
m e d m an ge n a tio n a lite te r inden fo r sin e græn ser?
-
D e t var i højeste grad et sammensat samfund med mange urolige
elementer imellem. V i havde tit optøjer i Sao Paulo med skyderi i gader
ne og udrykninger efter urostifterne. Så at sige alle forretninger havde
jernjalousier til at rulle ned for vinduerne, så snart der var optræk til
ballade. Så kunne man høre, hvordan det raslede ned langs fortovene,
og så gjaldt det om at smutte ind et sted, inden der blev rullet ned, og
så blive der, indtil tumulterne var ovre. Jeg husker en juleaftensdag hen
mod aften, da Hugo og jeg var på indkøb og var gået ind på en bar for
at få en øl. D a pludselig hørte vi skyderi, og et øjeblik efter var vi spær
ret inde bag nedrullede skodder. Så kom politiet hylende i deres vogne,
og alle vi gæster, vel henved 25 mand, blev arresteret og kørt på politi
gården. V i tog det roligt, og Hugo mente, at vi snart ville blive løsladt,
men lige meget hvor tungefærdigt han diskuterede med politifolkene og