150 / 243
ÅH, D ISSE M I N D E R .
skuet ud over Vierwaldståttersøen. D et var naturindtryk, som man
aldrig kan glemme.
—
M a n s k u lle næ sten tro , S ø d e rb e rg , a t du kun h a v d e beh a g elig e o p
levelse r.
—Jamen, det er jo det, jeg siger. Man husker altid bedst det gode og
det fornøjelige. Men jeg skal nu ikke lægge skjul på, at vi også somme
tider var ude for strabadser. Engang skulle jeg ved vintertid rejse sam
men med nogle danske malere fra Olten til Basel. Men så fandt malerne
ud af, at de ville tage toget. Jeg havde ingen penge, så jeg måtte tage
turen til fods. D e t blev en hård tørn. 45 kilometer skulle jeg gå. Jeg
startede klokken 7 om morgenen, og det sneede og stormede. Vejviserne
var sneet til, men jeg vidste, at jeg skulle opad for at komme over Olten-
passet i 800 meters højde. Jeg ved ikke, hvordan det ville være gået,
hvis ikke jeg oppe i pashøjden havde været så heldig at træffe på en kone,
der skulle køre mælk et stykke vej i den retning, jeg skulle. Hende kom
jeg op at køre med, og det hjalp både på humøret og kræfterne. Jeg
havde sat mig i hovedet, at jeg ville nå frem til Basel om aftenen, så da
jeg havde sagt farvel til konen, masede jeg videre i uvejret. Det eneste,
jeg fik at spise, var rundstykker og sne. Men frem kom jeg. Klokken 8
om aftenen nåede jeg hulen i Basel, stivfrossen og forkommen. Jeg be
svimede, da jeg kom ind i varmen, men det hjalp, da jeg fik noget mad
og nogle øller, og så var jeg for resten i vigør igen og sang og festede
hele aftenen sammen med kammeraterne.
Johannes Søderberg standser op nu og da og ler af sin ungdoms me
riter. Så kommer han i tanker om de »forplejninger«, han har overnat
tet på. D e var ikke alle lige appetitlige.
—Jeg husker »forplejningen« i Bern. Der skulle vi møde klokken 5 om
eftermiddagen, hvis vi ville have noget at spise. V i blev lukket ind i en
stor spisesal, hvor vi fik udleveret hver en tinskål. Der var unge og
gamle, tyskere, østrigere, ungarere, italienere og skandinaver. Så kom
der en katolsk præst, som bad bordbøn med os, inden vi fik noget at
spise. Så kom logifatter og kommanderede os til luseparade. Der stod
vi så alle mand splitternøgne, og nogle måtte til aflusning. Først der
efter kom de med en stor spand suppe, og den smagte godt. Jo, man
prøvede lidt af hvert, og det kunne ikke nytte noget, at man var for sart.
Væggetøj og lus og lopper var vi velkendt med, man kan vænne sig til
meget. Og nu bagefter vil man ikke have undværet noget af det. V i kom