KøbenhavnsMurerlaug

ÅH, D ISSE M I N D E R .

han tilbød os arbejde dernede i Sønderjylland. D e t var jo dengang, Søn

derjylland endnu var tysk. V i kom til Dybbøl og Sønderborg og arbej

dede der i nogen tid, og da så arbejdet slap op, og vi jo allerede var i

Tyskland, så tog vi turen videre sydpå.

T il fo d s?

- Jaja, naturligvis. V i havde jo ingen penge. Selvfølgelig tjente vi

penge, når vi havde arbejde, men vi brugte dem lige så hurtigt, som vi

tjente dem. Husk på, vi var unge og tænkte såmænd aldrig på at lægge

noget til side. V i havde mod på livet og var først og fremmest indstillet

på at opleve noget og leve livet, og det gjorde vi uden at tænke ret langt

ud i fremtiden. D e t er jo ungdommens lykke, at den kan leve i nuet.

Jaja, nu bagefter kan man selvfølgelig godt se, at vi kunne have båret

os fornuftigere ad, men hva’, så havde vi vel heller ikke lært så meget,

som vi faktisk gjorde, når vi nu og da rodede os ind i en eller anden

tosset situation. Nå, vi kom til Rendsburg og til Kiel og endte foreløbig

i Hamburg, og her havde vi en herlig tid. Der var godt med arbejde,

hvad der jo var andre end os, der havde opdaget. Jeg tror, der var om

kring tusinde navere i Hamburg dengang, så det gik lystigt til. V i havde

vores huler, hvor vi mødtes om aftenen, og hvor der var sang og bæger

klang, og hvor man lærte en masse dejlige mennesker at kende. Men nu

havde vi fået bisselæder i støvlerne, så da vi havde været der i en tre

måneders tid, tog vi videre sydpå.

J eg ha r d e t in d tr y k , S ø d e rb e rg , a t 1 så s to r t på , h v o r tu ren nu sku lle

gå hen . V a r d e t såd an h e lt p å ly k k e og from m e , 1 d ro g v id e re?

- Nej, det kan man ikke sige. V i snakkede med arbejdskammerater

ne, hvor vi kom frem, og så hørte vi om, hvor der var chance for at få

noget at rive i, så helt tilfældigt var det nu ikke, hvor vi kom hen. I Ham

burg havde vi fået at vide, at vi kunne få arbejde i kulminerne i Bochum

i Westfalen, så det blev vores næste mål. Der kom vi til at arbejde med

at mure hvælvinger nede i minegangene. Der var bare det ved det, at vi

måtte skrive under på at arbejde der i mindst fire uger. D et gjorde vi,

og vi fortrød det. D et var et grusomt arbejde. Modbydeligt varmt var

der dernede dybt under jorden, ind imellem trak det gennem gangene,

og luften var fyldt med kulstøv. Da der var gået en uge, blev min kam

merat syg, og tre dage efter kunne jeg heller ikke mere, og så holdt vi