147 / 243
ÂH , D ISSE M I N D E R .
op. V i fik den besked, at vi godt kunne gå vores vej, men ikke en skilling
kunne vi få, for vi havde jo skrevet under på, at vi ville arbejde på stedet
i 4 uger. Ja, er det nu ikke mærkeligt, nu sidder jeg og fortæller om alt
det bøvl, vi havde dernede i Bochum, og jeg plejer at huske alt det
andet, alt det fornøjelige. Men det må nok være, fordi det virkelig var
et beskidt arbejde, vi havde fået fat i. Men heldigvis havde vi da fag
foreningen at ty til, og formanden dér hjalp os, fordi vi virkelig var
blevet syge. Han skaffede os lægeattest, og det endte med, at minen be
talte os for 14 dage, og glade var vi. V i kom os da også hurtigt igen og
valsede videre til Essen og Krefeld og Düsseldorf og endte i Köln, en
dejlig by, hvor vi selvfølgelig også traf på landsmænd.
—
H v o rd a n k la re d e I je r ren t sp ro g lig t?
- Ok, det kom af sig selv. Man kan komme langt med fingersprog og
et par tyske ord ind imellem, og sådan klarede vi os i begyndelsen. Men
det varede ikke ret længe, før vi også kunne begynde at klare os med
munden, for vi var jo alligevel hver dag sammen med tyskere på arbejds
pladserne, og så var vi tvunget til at snakke tysk, og det gør, at man
kommer efter det forbavsende hurtigt. Okja, der var dejligt i Köln, men
nu var det også sommer og dejligt vejr. Jeg husker, at vi kom dertil i
juni 1910 , oven i købet på en huleaften. Jeg blev optaget med det sam
me som medlem.
—
M a n o p d a g e r hu rtig t, når m an sn a k k e r m e d gam le n a v e re , a t d e
gan g p å gan g v e n d e r tilb a g e til h u lea ften e rn e.
- Ja, men det er nu meget naturligt, for det var ligegodt der, vi fik så
mange herlige minder sammen med gode kammerater. Dér foregik der
noget, og vi tog ud i byen sammen. Det var ikke altid lige let for poli
tiet at holde styr på os, når vi havde fået en lille én, men gennemgående
må jeg nu sige, at de var flinke ved os, og hvad, vi gjorde jo heller ikke
nogen fortræd. Juleaften, kan jeg huske, havde jeg en oplevelse i Köln,
som jeg kan se for mig endnu. V i havde fundet ud af - vi var en 1 2 -1 4
navere - at vi ville til midnatsmesse i domkirken. D et var et impone
rende skue. Der var 2 50 præster, som mumlede latinske bønner, det var
jo en katolsk gudstjeneste, og de svingede med røgelseskar og sang latin
ske messer. Rundt om hele sceneriet var der et svært jerngitter, og for
at komme så nær som muligt stak jeg hovedet ind mellem jernstængerne,