151 / 243
AH, D ISSE M I N D E R .
også til Wien og arbejdede der i nogle måneder, og hvad var der ikke
at se på der! Hyggelige caféer, imponerende bygninger og parker og
slotte. Mens vi var i Wien, fik vi en tjans om bord på en flodbåd, som
sejlede på Donau . V i kom om bord og arbejdede os til Budapest. D et
var dengang, det hed Østrig-Ungarn. V i fik også arbejde, men det va
rede nu ikke så længe, for kun formanden og konduktøren var tyske,
ellers arbejdede vi sammen med serbere og kroater og ungarere, som vi
ikke kunne forstå, så vi tog snart tilbage til Wien. M en nu var der ikke
noget arbejde at få, så vi tog sækken på nakken og valsede til Dresden.
D e t var igen et eksempel på, at der var sammenhold mellem naverne,
for vi havde hørt fra mand til mand, at i Dresden kunne vi få noget at
bestille. Ja, hvad husker jeg fra Dresden? Jeg husker et logihus, hvor
det vrimlede med væggelus, men lad det være. Det, jeg navnlig husker,
var de gamle bygninger, malerisamlingerne, kunstskatte i overdådighed,
herlige sejlture op ad Elben til Sachsisk Schweiz. D e t var naturindtryk,
som har brændt sig fast i sindet. Mens vi var der, lå der en dag brev til
mig fra mine forældre med meddelelse om, at hvis jeg ville, så kunne
jeg få arbejde derhjemme hos min onkel, som var murermester, og som
netop havde fået et stort arbejde. Joe, det ville jeg gerne. Jeg havde bare
ingen penge, så det måtte jeg skrive hjem. M en min onkel ville åbenbart
gerne have mig hjem, for kort tid efter kom der brev med en sum penge
til mig. Ja, jeg var faktisk så velhavende, at jeg kunne rejse hjem med
tog. Jeg spillede Kong Gulerod og rejste som turist og gjorde ophold
både i Leipzig og i Berlin. A lle vegne var der noget at se på, og jeg gav
mig god tid, inden jeg vendte næsen hjemefter. Men hjem måtte jeg, og
i oktober 1912 var jeg i København igen efter at have valset rundt i
Europa i tre år.
Johannes Søderberg haler et bundt prospektkort frem af skuffen og
finder holdepunkter for kronologien. Han citerer lidt af det, han skrev
hjem dengang, lutter glade efterretninger.
—
D e t ser næ sten ud som e t p rin c ip , a t du kun s k r iv e r om d e t p o s i
tiv e , se lv om d e r jo n o k va r a d s k illig t n e g a tiv t v e d r e jse liv e t.
- Jeg tror egentlig ikke, at jeg tænkte videre over det. Husk på, vi
kendte jo vilkårene ved at fægte os frem. V i var indstillet på at møde
vanskeligheder, og forvænte var vi ikke. V i stillede ikke store krav, vi
navere. V i var i samme båd, og det er altid lettere at tage modgangen,
når alle ens kammerater rejser på de samme betingelser.