154 / 243
ÄH, D ISSE M I N D E R .
noget med denne agent at gøre, og så måtte vi jo fortælle, at vi allerede
havde skrevet under på papirerne. Da han hørte det, sagde han, at det
var et højst risikabelt foretagende, og at han meget stærkt ville fraråde
os at gå hen til »Emigrationen«. D et gjaldt om at klare sig fri af den,
og det kunne vi gøre ved at rejse videre til Sao Paulo for egen regning.
V i fulgte hans råd, og jeg har på fornemmelsen, at det gjorde vi klogt
i, for der var mange snydere og bedragere, som gjorde lyssky forret
ninger på bekostning af uerfarne og godtroende emigranter. V i undgik
altså »Emigrationen« og rejste videre til Sao Paulo. Turen foregik med
tovbane, der løb gennem et forunderligt landskab. Snart kørte vi gen
nem tunneler, snart uden på bjerget med afgrundsdybe kløfter under os,
og efter tre timers rejse nåede vi op til Sao Paulo, der lå oppe på høj
sletten, dengang en by på 800 .000 indbyggere. Her havde vi hørt, at der
skulle være mulighed for at få arbejde. V i fandt et lille tysk hotel, hvis
man ellers kunne kalde det hotel. 1 4 -1 5 værelser på rad var indrettet
i nogle gamle garager med to senge i hvert. Jeg husker særlig tydeligt
den seng, jeg fik stillet til rådighed. Den havde kun tre ben med en
Der var mange snydere og bedragere, som gjorde lyssky forretninger på bekostning af uerfarne
og godtroende emigranter.