121 / 427
111
tildrog sig Emil Blochs Opmærksomhed ved sit Smil
i den lyse, livlige, glade Farvetone, og saa En, der
hed Fortuny, men som sværmede for Alhambra, hvad
jeg ikke kan begribe fordi jeg al Tid har syntes
Tivoli var mere morsom, men jeg kan godt haske,
at Sørensen og jeg har mødt Maleren Åchilles ude
paa Alhambra, saa det maa have havt noget til
talende ved sig for Kunstnere, og De kan se, jeg
véd god Besked om den Slags Ting, saa jeg kan
nok levere Dem en god Kritik, hvad jeg jo er nødt
til da Petrine ikke kan i Aar, fordi hun har kastet
sig over det dobbelte Bogholderi og skal være Kas-
satrice hos Sørensen, som er det mest moderne at
have i Butikerne nu om Stunder og man maa jo følge
med Tiden, om det endogsaa kan knibe imellem
som det gjor for mig i denne Tid fordi vores Stue-
uhr gaar for stærkt og Sørensen vil have sin Mad
efter det og ikke efter mit, som jo rigtignok ogsaa
taber lidt, mer det er ikke mere end 6—7 Kvarter
i Døgnet — Mændene er saa stædige! Nu Farvel
og
Tak for Kaffe, søde Fru Schrøder og saa kommer
jeg en af de første Torsdage med Kataloget.
(Frit efter Correggio» 5. Ait.)
B etjenten hun fidder ved Bolværkets
Pæl,
En Glarmefter fer h u n , en tørftig Sjæ l;
Mens Bølgerne ikylle med Larm og med Støj,
Som Havfru hun raaber med ftort Halløj:
«Hr. Glarmefter, ftyrt dig fra Bolværkets Rand,
Saa eft du evig min Fæftemand.
Jeg løfer fra Legemet Sjælen dig,
Blandt Kjær og Tang ikalt da danfe med mig -
H r. Glarmefter , ftyrt dig n e d ! vær ej fen,
Thi ellers den bliver min Salighed renl
Hr. Glarmefter, kaft dig i Norets Skjød,
Da fanger for vift du en falig D ø d !»
Forfærdet han hjemad vil fly til fit G las,
Da føler han flg faa fælfomt til pas.
Den Havfrue mildt med et Snapfeglas ftaar;
I Vinden henvifte de guldgule Haar.
— Han tørfter og tømmer det Bæger faa b rat;
— Da føler han fig faa fvag og mat.
Kors,ør i fit Hoved han vorder paa Stand,
Thi det, fom han drak, var ej bare Vand,
Han fynker ne d i de Bølgers Skjød;
Der ligger den Glarmefter, bleg og død,
En rædfom Latter Betjenten slaar op
Og ikynder fig hjemad i ftrakt Galop.
Den tørftige Sjæl har fit Legem forladt
Og fpøger hos
T a u b e r
faa mangen. Nat — ,
Naar Venftre i Tinget gjør ftærkeft Larm ,
Den danfer med
T a u b e r
Arm i Arm.
— Men Fælles-Organet i Kikkerten har
Den fæle Støder, fom Morderen var.
Overlampepudserens
Dagbog
S u n d a g d. 3 0 te M a r ts 1 8 7 9
En Skjærsommer-
natadr&m
af
Sjækspir.
Da Petersen i Aften var ved den
tredie Spegesild og havde pillet et Haleben ud af Mund-
vigerae; Som hang der. Tog han Ordet og sagde: »Sæt
en blaa Strej med Røkrit unner den Datus Severine, for a
D u , naar Du blader op i din Allerdoms ErindringsprotekoL;
Som er Dagbogen; Immervæk vil kunne fremkalde for din.
Sjæls Laterneanagika, hva Du har oplevet i Aften. Nemli a
første Parket klabbede paa flere Sæder aa annet paa nøen
a di bagerste Bænke aa di andre allesammel. Aa a Kassen
gig over sine Bredder aa oversvømmede B illettørhullet, saa
vi kan mulig gie Sorø Amakedemi sine udlagte Møntsorter
tilbages. Desformedelst, aa ka haalle den gaaendes paa
Ambraasius aa Sjækspir en hel Sæsong med rød Logte
hveranden aa det gamle Hus aa Konsertvatoriet hveranden
Aften uden Løgte. Hva vi takker Komandanten, for der bar
hittet paa, a forene baade Aabera aa Ballæt aa Skuespil
aa Maskinvæsen aa Dekorasjon i det Stekke, som Etas-
raaden har lempet til for os efter den udødelie Sjækspir,
som er meget god men som vi altid maa kalfatre lidt ved
til Benyttelse. Aa ka Du ta saamange K lab, naar Du
debiterer i det Resiterendes som Ida Bærteisen tror j'e nok
a din sali Fader ville vænne sig i Graven aa sla ea lille
Extrapirroæt a Glæde over de Samme dernede. Saa Du
maa være flitti hos Price desangaaende, aa ligge Dig efter
aa kunne ta Povseme paa de rigtie Stæder uden a la
Dig sjenere a Publikums Hyllest aa Beklabbelse. »
H vor
efter Petersen snød sin Næse og tog fat paa den fjerde ;
Spegesild. Men Stykket var for Resten en Eventyrkomedie :
Ligesom Jomfru Æselskin; Men bedre. Fordi vi her har
B alletten; Som kan gjøre det naturligt og Viehe til a være
Te-Zeus og ikke kunne hitte Traaden; og Sufløren til a
være Ariadne. Og give ham den igjen; og Sætti til at
vær Æ-Geus og ærværdig. Og Olaf Povelsea til at grine
af, skjendt han ingen Æselskind havde; Men Høved. Og
Dykker i Løveskind; Som man staax kunde kjeude ham i.
Paa B rølet; Alligevel. Og Ida Berthelsen til at løbe op og
ned ad Trær og Blade øg gjøre Trolderi baade ved
Skuespillere og Publikum, og Fru Ekkart til at deklamere
og se dejlig ud og Emil til at gjøre det samme ^ g Jern-
dorff ligeledes, undtagen det sid ste , og det elektriske Lys
til snart at være Fuldmaane og snart at være Halvmaane
og en Gang imellem Magistratsmaane og Kron til at lære
Balletalferne deres Lektie og Stadsraaden til at lave Texten
i Stedet for Bogh og Mendelsohn til Musiken og ikke
C. C. Møller, men Paulli til at spille den og slet ingen
Frøken Betzonik og heller ingen Jensener, men én Petersen ;
Som var morsom og en anden; Som ikke var noget Videre,
men først og sidst en Komandant til nt lade det Helo
opføre og en retfærdig Kritik. Som e r; Dagbogen.