116 / 427
107
slet ikk e virkelige Lys og det er just det gode ved
d em !“
„Tak skal Du liave. Du gam le Raadtnaud!“
sagde O le L u k ø j e ; „men jeg har ikke spurgt om
D in M ening; jeg kommer i de fornemste Huse og
er M edlem baade af Dyrebeskyttelsen og det g e o
grafiske T heselskab , jeg forstaar at omgaas baade
med smaa og store! Nu kan Du fortæ lle!“ Og saa
gik O le L u k ø j e .
„Nu tør man nok ikke mere sige sin M ening!“
sagd e den gam le Raadmand. Og saa vaagnede E h 1e r s.
S ø n d a g .
„God A ften !“ sagde O le
L u k ø j e o g E h l e r s nikkede,
uno
ir w
men Sp rang saa hen og vendte
Raadmanden^ Portræt, at det
ikke skulde snakke med, lige
som i Gaar.
„Nu skal Du fortælle Hi
storier om „ L e h m a n n , der
maalte Stormgade op i Sne
vejr,“ og om „ H e y m a n n ,
der gik p a a P o la rrejse,“ o g o m „ P r o f e s s o r e n , der
var saa stor en Geograf, at han bildte sig ind, han
var B otan ik er!“
„Man kan ogsaa faa for m eget af det g o d e!“
sagde O le L u k ø j e , „jeg vil helst vise D ig N oget,
véd Du nok! Jeg vil vise D ig K j ø b e n h a v n om
h u n d r e d e A a r ! “
Og saa log 0 1e L u k ø j e en Droschke og Droschke-
kudsken var slet ikke grov, og de behøvede slet
ikke at betale, men fik Penge til og en Sukkergris
hver at gnave paa Vejen. Saa rullede de af Sted
ud i Byen. Nej, hvor var der d e jlig t! Man kjørte
paa bonede Parketgulve i alle Gaderne, Husene var
alle sammen byggede med Taarne og Spir og Kar
napper, Ø stergade og lille Kongensgade var slaaede
sammen til en stor, bred Boulevard, og ned ad den
kjørte den ene Dampsporvogn ved Siden af den
anden. Oppe over Tagene rutsjede Jernbanetogene
af Sted, og hele Luften var fuld af Telefontraade,
som hang fra Hus til Hus. D e kjørte over Kongens
Nytorv.
„Men hvor er H esten?“ spurgte E h i e r s .
„Den er kommen paa oldnordisk Musæum,“
sagde O le L u k ø j e , „men nu skal Du se, hvad der
er sat i S ted et.“
Og saa viste han ham et stort Vandspring.
D et var af lutter Statuer a f Bladredaktører, og de
sprøjtede tykke Vandstraaler højt, højt op i Luften.
„Sikken
et skammeligt Vandspild!“
raabte
E h i e r s , og F olk giode paa ham, de forstod ikke
hans gamm el-danske Sprog, og saa trode de, han
talte Islansk.
„Nu skal Du se S tatu er!“ sagde O le L u k ø j e ,
og saa viste han ham, at paa alle Torve og P lad ser
stod de dejligste Statuer og Buster. Og der var
mange af dem , E h l e r s kjendte.
A lle
Borgemestrene
var der. B orgem ester H a n s e n stod ved Indgangen
til det nye Centralligbrænderi, Borgeraester K n u d
s e n stod i de Fattiges Dyrehave, og F e n g e r stod
i en hel Fam iliegruppe af smaa F e n g e r e foran
det store, nye Hospital med lutter blandede Servicer.
„Men er jeg.ikk e m ed?“ sagde den lille E h l e r s .
„Jo, nu skal Du s e ! “ sagde O le Lu k ø j e .
Og saa førte han E h l e r s hen foran Raadhuset.
Der stod en ganske lille Broncestatue. Den havde
K læder som O le L u k ø j e , en stor Nathue paa
H ovedet og i Haanden en halvaaben Valmue.
Men
Ansigtstrækkene lignede E h l e r s ganske grangivelig,
saa han strax selv kunde se, hvem det skulde være,
skønt der stod „ M o r f e v s “ med Guldbogstaver paa
Fodstykket.
„Tak skal Du have, O le L u k ø j e ! “ sagde
E h l e r s , „nu skal jeg ikke have mere af den Slags!
D et er jo nogle væmmelige D røm m e! Jeg vil aldrig
sove m ere!“
„Jo, god Morgen!“ sagde O le L u k ø j e , og saa
gik han.
Se, det er H istorien om O le L u k ø j e , og naar
Du i Aften har læst Din
Punch,
kan han selv for
tælle Dig Noget mere.
Venstres Kammertone.
VIII.
H n Astronom og kyndig Stjernetyder,
Men dog et Støvets Barn i Daad og Tale,
Er R ingsted-Skjalden, F olketingets Z a h l e ,
Som højt besynger Venstres Kraft og D yder.
Den pure Visdom fra hans Læber flyder,
Maanens Formørkelse han sort kan male
Og staar, skønt udeu Hoved selv og Hale,
Blandt Taagestjernerne som Banebryder.
Som Theolog er Z a h l e Tingets Prydelse
Og har det skaffet mangen sjælden Nydelse
Med sine D ogm er, der var højst forskjellige.
N n , da som Præ st ham F i s c h e r ordineret
h a r,
Vi m indes, da mod K l e i n han engageret var
Til Forsvar for „ d e s i d s t e D a g e s H e l l i g e ”