161 / 427
151
loeb fyanb een tiib fomm uat §anb een getter gangen*
be8 ob o# inb met!) Rennern, menIoebI;anb fld) fauini*
iibtg ajf ©t e f f ue n fra Bloefenfcorrig
caressere c$
befnacfe, cd) gtg t§et tiU een titb, men teffnebe ubi en*
ben, 93a g get ^affucnbié fammen jfteffuen een flemme
frcnttfe omm gotjeberne. Ddj $anb «Sjotnaliflen
(Sat*
ftenfen utlbe finitem tfieroboffuet ubi en fyeb ©aflje
o ^ e n g i fmffue, men goderne ^jaffucnbtö nbeligen en
armtn Uenfiremanb od? glat*9)?eflere Obi
Æo t f ø r apff*
uet itilibe ffd;
metb me r blobSobgb elfe ei) benienge,
oben jcge Bagger obi lanbtptpgbeb truenbiS fjannem
alt uifö banb effter trenbe foele*merdet fid) Obi tbetig
Øloeb od) consilium innfanbt uiflbe tbe bannem bagfra
arquebusere.
©inge faa
93oj er og »Bagger begge
omm ttyen eene fomm een leebig cd) ttyen annen fcmm
een lieg perfon, ctg frcnicfen ^aper omm i()i8fe to eb
uiibere att berette.
Helgers Sejers-Saog.
(Frit efter Grundtvig.)
im ellem
Brødre kaldt den lille
Og herhjemme yngst af Aar
Vandred’ jeg „i Storm og Stille“
Blandt charlottenborgske Faar.
Pønsende jeg gik og snitted’,
Fingernem som et Geni.
Paa en Strængeleg jeg hitted’
Til en „dæmpet Melodi“.
Til de Herrer, som kan føje
Agted’ Ferskvandskolorit,
Malea’ jeg foruden Møje
Store TiDg „med Kul og Kridt“.
Georg Brandes, som mig kjendte,
Tog mig fra de andre Faar,
Salved’ mig til stort at vente:
Krone-Gnld i Hegels Gaard.
Var man ikke ret fornøjet,
Naar „til En“ jeg slog min Stræng,
Naade fandt jeg dog for Øjet
Af en lille Jøde-Dreng.
Siden voved’ jeg at møde
Mester Erik, lang og bred;
Han ved sine Jamber døde
Banded’ fra
Olymp
mig ned.
Sværtet
af hans „Dagsnyheder“
Slog
jeg
løs
og fælded
ham,
Livet mistede hans „Leder“,
Jeg
var
den
for (epi-) gram.
Overlampepudserens Dagbog,
(fortsat af hans Datter.)
Ko-Ko
paa
Kasino.
Som er et spændende Stygge
at se. Og anstrænger Skarpsindigheden og Forstanden;
Hvis man har den. Nø j ma n d har en Pap-Papegøje; Som
er velhavende; Og en Datter, som ikke er det.
Og en
Pige med Ligtorne, som sjenerer hende og Publikum; og
som er Fréken S ja g t. Saa flyver Pap-Papegejen bort og
det er første Agt. Andet Agt er først Frøken Lærke og
Ri k k e - Ma d s e n og jeg var i den Tro; de var Markiser,
men Petersen sagde, de var af -Dern i Maanenr hvad jeg
ikke forstod fordi jeg er saa uerfaren , men antager er et
Slags Velgjørenhedsselskab, som Petersen gav mig Ret i.
Hvorpaa de dansede og S a n g e n - B e r g kyssede en, og fik
Skænd. Fordi de var moralske. Hvorpaa de gik og derefter
kom Frøken Ol sen. Og var Rosenbrud. Som er rimeligt
nok, at da vi har Frøken R o s e n s t a n d og Vat Fru Ro
sen b au m vil Annersen have en Rosenbrud; Ogsaa.
Hvorpaa de dansede igjen og Pap-Papegøjen blev trukken
over Senen.
Hvorpaa Ma ds e n og Frøken Ann e r s e n
og Hy l t o f t og en til kom ind og og Frøken Annersen
var stærk Mand og Hyltoft var Linjedanserinde eller om
vendt, og Madsen morsom; Men uhørlig.
Saa fløj Pap-
Papegøjen og Datteren med Sangen-Berg; Og det var
andet Agt. I tredje Agt var vi i Velgjørenheds-Selskabet;
hvor Rikke Madsen sang først en Romance som var fransk
og saa en Vise som var spansk. Og Madsen kom ind som
Spanier og sagde Rikke-Madsen var hans Kone; Som han
havde Ret
i.
Men hun var kjed af det; Og vilde ikke
være det længer. Og Frøken Sjagt havde været hos Madam
Polak i Mellemagtet og nu kunde hun danse og N ø j ma n d
drak sig fuld; Og det var tredje Agt. Men der var ingen
Papegøje i. Og i fjerde Agt slog d« Kufferter og Abekatte
i Hovedet paa hinanden og sejlede Allesammen i et.Damp-
skib og blev søsyge; Deraf.
Hvorpaa jeg fik ondt og
Nøjmand fik Papegøjen og Sangen-Berg Datteren og Madsen
sin Kone. Og Allesammen Klap; Og Fremkaldelse. Men
Petersen vilde havt Bagtæppet da kapo. Fordi det var
det bedste.