164 / 427
154
Ved tredie Behandling.
De brave Demokraters Færd
Er ikke mange Penge værd.
E t ægte folkeligt Parti
Maa være ftivt i Kniberi
Samt, naar det kommer felv i Knibe,
D et maa forftaa til Kneb at gribe.
Hvad den bevidfte Folkemagt
Til Dato har tilvejebragt
Ved Kniberi paa Skillingen,
Samt paa Finansbevillingen,
Indtil det kneb med Sammenholdet,
Har tidt os megen Glæde voldet.
Men nu, da hvert et Kneb er brugt
Foruden aller mindfte Frugt
Undtagen Venftres glade Liv
A t fylde med Familiekiv,
D et vil dog trøfte fig i Pinen
Med Kniberi imod Ma r i n e n .
Man knebet fik af dens
Budget
Blandt andre T ing en hel
Korvet,
Og, fom fædvanlig, knibende
Man var mod Pantferfkibene.
D et enefte, man her
i Striden
Ej
kneb paa, var
des værre — Tiden.
Nu har de flinke Venftremænd
Halvfjerde Maaned drevet hen
Og skabt faa tyndt et Refultat,
Som tænkes kan, for Folk
og Stat.
Fra U n i v e r f i t e t e t trak man,
Men Digtergage fik d o g — DRACHMANN l
A L B E R T I,
denne
Folkets Mand,
Et Storværk dog fik bragt i Stand:
Han var
faa.
rød i denne Tid,
At han ej
É S T R U P
gier en Hv id ;
Selv pløRW fik en Overhaling
A f ham med g rønl ig Overmaling.
Selv
paa HIN L e d r e s
Kløgt og Vid
Det kneb i denne ftrænge Tid.
Dog i fin Tales rafke Flugt
En ny — Tirade fik han brugt,
Der tjente ham fom Folkegave
Mod Kneb udi hans Folkemave.
Men færdig blev man, ikøndt det kneb,
Og mangen
fig
en Skraber fleb.
Med knebne Flertal bragte man
E t knebent «Overflag» i Stand. —
Nu har vort
L
a n d s t i n g
L
o v
at melde,
At ikke alle Kneb bør gjælde.
Dramatisk Løsgængeri
af
En Udflugtsmager.
Om v o r e S e k o n d t e a t r e s Sp i l l e værk .
Over det Kongelige Teaters Scene er der an
bragt den bekjendte Sentens:
„Ej blot til Lyst“,
det kan forstaas paa mange Maader; over Kasinos
Scene er der anbragt et Ur, det kan, da Uret i
Beglen viser forkert, maaske forstaas som en fin
Allasion til Tidens gale Retning; over Folketeatrets
Scene er der ingen Ting, slet ingen Ting, det kan ikke
misforstaas.
Fra dette Udgangspunkt lader der sig altsaa ikke
bestemme Noget med Hensyn til det Spørgsmaal, som
jeg i Dag agter at klare for Læserne ved en eneste Be
handling. Sagen ersaarelet forstaaelig: enhver Direktør
bør bevæge sig paa det ham af æstetiske Principper og
kunstneriske Hensyn anviste Spillerum. Holder han
sig ikke til det, men lader sine Kræfter spille udenfor
det, saa spilder han ikke alene sine Kræfter, men saa
er ban inde paa et andet Spillerum, og et andet
Spillernm er et andet Teater, thi hvert Teater har
sit Spillerum. Man misforstaa mig ikke, det er ikke
min Mening, at de private Direktører skulle spille
højt Spil, men de have ganske vist Ret til at tage
Spillepengene med i Beregning, det har Enhver, selv
om han er kun en Spillemand.
Hvad er Sekondteatrenes Opgave? Spørgsmaalet
er fremsat meget ofte, og er hver Gang blevet for
skellig besvaret, men endnu aldrig rigtig. Man vil
maaske spørge: «Hvorfor?)» Ganske simpelt, fordi
jeg endnu ikke har udtalt mig derom. Sekondtea
trenes Opgave er at opdrage Hr. Sørensen og for
hindre, at
han gaar paa Kommers
andre Steder om
Aftenen. — Der spørges derpaa videre: „Hr. Sørensen?
Hvem er han?
—“ Svaret lyder ganske simpelt:
y)Hverdagsfolk!u‘
— „Men,“ spørger man endnu
videre, „hvem er saa „
Hverdagsfolk
“? Hvem gaar
f. Ex. i Folketeatret?“ — Svaret lyder endnu simp-
lere:
„Du og jeg !“
— „Trænger vi da til at op
drages?“ — „Ja, Du tror det maaske ikke om Dig
selv, men sikkert et det, at je g trænger til det.“
Det er derfor og ikke af andre Grunde, at vore
Sekondteatres Repertoirevalg er mig saa vigtigt, og
det er derfor, at der endnu fremsættes det Spørgs
maal: „Hvilke Stykker bør et Sekondteater opføre?“—
„Syngestykker?“— „Nej I“— „Maaske Smaastykker ?“
— „Hellerikke!“— „Kassestykkerda?“— „Paa ingen