168 / 427
158
Et Smertens Hyl.
Højtærede Lovgivere, fom Folks moralike Ret
Har hævdet og forftaaet at {kaffe Gyldighed,
Laan Øre til en Klage fra en underkuet Æ t:
Beikyt dog den forfulgte Uikyldighed.
Jeg arme ftakkels
M i k k e l I
ufaligfte blandt Dyr
1
Til LTdfkuddet man altid mig henregnede.
Og er her nogen til, fom bør kaldes Martyr,
Saa er det netop — Deres Undertegnede.
Fordi jeg annekterer en A n d eller G aa s,
Fordømt jeg til den visfe Død og Grav er;
Men de, af hvilke B o n d e n til Skindet ftundom
flaas,
Dem hædrer man og skænker F o l k e g a v e r l
Mod mig behøver ingen at øve Ret og Skel,
Mig jager faavel Husmand fom Greve, *
Mig ilaar man uden mindfte Barmhjertighed ihjel;
Men
H ø g s b r o
og
h i n L e d r e
laer
m an
leve!
N u
ser jeg dog, at
B a j e r
til vor Jagtlov foreflaar
I vor Faveur en lovende Artikkel,
Og hvorfor bør man ikke, felv om man er et
F a a r ,
Dog have lidt til overs for Mi kke l ?
Hvis derfor, mine Herrer, for min Exiftens
De bruge vil Veltalenhedskraften,
Indbyder jeg Dem herved med en dyb Ræverens
Til Gaafegilde hos mig — Mi kk e l s - A f t e n .
Men en Ting vil jeg fige Dem: I Fald min Fortræd
Formindfkes ej ved Jagtlovkomplotterne,
Og faar jeg ikke Lov til at fange Mus i Fred,
Saa gaar jeg fandfynligvis til — Ro t t e r n e .
Ved Kaffen.
Fru
Sørensen
: Gud søde Fru Schrøder, De
kan ikke tro hvor jeg er glad ved at sidde her i
Ro og Mag hos Dem, saadan et Mas har jeg havt
i Formiddag, jeg har jo været med Juliane og Pe-
trine henne i Butiken paa Østergade, hvor de sælger
ud og der er saadan en Trængsel at vi maatte staa
i Kø med Politi paa Siderne og vi havde jo egenlig
allerede kjøbt vores Foraarsdragter, men jeg syntes
dog at det var en Skam naar man saadan kunde
faa Noget for rent Røverkjøb saa at lade det gaa
fra sig, saa vi kjøbte jo ny Besætning til halv Pris,
og det var ved Gud en god Handel, men jeg kan
dog ikke begribe at Fru Mortensen, De véd, hende
den rige, hvis Mand rejste fra hende til Amerika,
vil være bekjendt at staa der og kjøbe ind til Ud
salgspris, jeg synes nok det viser at hun ikke har
Spor af Æresfølelse og det véd De jo, jeg bar al
Tid sagt om hende, selv den Gang vi omgikkes hvad
vi jo var nødt til fordi Sørensen havde laant Penge
af hendes Broder, den gamle Aagerkarl, saa var det
jo Udstillingen, De skulde høre lidt mere om og De
kan tro jeg var glad ved Kyhn at han sagde sin
Mening, fordi det er jo netop det jeg altid har
tænkt, at vi skal bare ikke bilde os ind vi kan
lave noget videre her hjemme, men vi skal lade
være at være nationale og indbildske og stikke Fin
gerne i Jorden og lugte og saa videre, saadan som
K r ø y e r har gjort, han bar f. Ex. slet ikke malet
noget her hjemme fra men altsammen fra Spanien
og der er nu først Nr. 158, „La vieja Isabei“, det
vil sige paa Dansk „Dronning Isabella“ og man kan
rigtignok se paa hende, at hun er gaaet bag af
Dansen og har været nødt til at sælge sine Juveler,
ja dem saa De vel der nede i Yinduet paa Øster
gade, og hun er ogsaa bleven svært grim, skøndt
kjøn har hun vel aldrig været. Saa er der Nr. 159,
„La Beskita“, der er en spansk Kokkepige, men
som jeg da ikke vilde have i mit Køkken, fordi hun
er et uordenlig Svin kan man godt se og vistnok
med Kjærester og han skulde meget hellere have
malet saadan en Pige som Exners Fanøpige, som
man kan se paa at hun har baade en god Skuds-
maalsbog og en god Bikubebog og det tror jeg ikke
la Beskita har. Efter Krøyer kommer Kyhn og
han har jo mange dejlige Landskaber, men det
bedste er hans Figurmaleri Nr. 167, „Ude paa
Landet“, for der kan man da se at de unge Piger
maa være fra Landet, saadan gyselige, gammeldags
Moder følger de, men de er for Resten dejlige alle-
sammen, det vil sige de To, for den Tredie har vist
ikke været dejlig og det er galant af Kyhn og viser
at han forstaar at omgaas unge Damer, at han
har skaaret Hovedet af hende, saa man slet ikke
ser andet end Figuren, der jo er ganske net. Men
hvad jeg mangler hos Kyhn er alligevel det Symbolske,
og Allegoriske, der peger op imod noget Højere ligesom
et Kirkespir mod Hiraien, som Pastor Kristiansen
plejede at sige naar han prækede, og det har Ankkr
Lund i sit store historiske Billede Nr. 173, „KongErik
Ejegod meddeler og saa videre“, det er saadan en lang
Titel, men De kan læse den bagefter selv og man
kan godt se paa det Hele at Kongen længes efter
at gaa paa de lange Rejser og Folkene længes efter