165 / 427
155
Maade!“ — Det er ikke det, det kommer an paa. Lige-
saa vist som Kunstens Fordringer ikke lade sig udstykke,
ligesaa vist lader Æstetikens Principper sig ikke
stykke sammen, den dramatiske Litteratur er ikke
noget Stykværk. Åt et godt Stykke gaar i Stykker
lige over for et slet Stykke, er, naar det kommer til
Stykket, et stivt Stykke, det er der jo ingen MeDing
i, men det hænder dog. Maaske lodder sig opstille
en Inddeling af de forskellige Stykker i Brudstykker,
hvorunder skolde indbefattes saadanne Stykker, der
dreje sig om
en Brud ved Erobring
og i hvilke
det ikke kommer an paa Udstyret, og Klædnings
stykker, der skulde omfatte saadanne Sykker, hvor
der blot ses paa Udstyret, hvorfor de ogsaa stundom
kaldes Udstyrsstykker, men rimeligere er det, at
det hele Spørgsmaal slet ikke lader sig besvare
stykkevis.
Hvorfor i al Verden spiller man ikke lutter
franske Stykker? Det er
en Nutidsfejl.
De private
Direktører svare maaske herpaa, at det danske
Publikum er for tungt og klodset, det mangler den
Spændstighed og Vivacitet, som udmærker det franske
Publikum. Der er ganske sikkert Noget i det, men
saa vidt maa man dog haabe, at i det mindste det
kjøbenhavnske Publikum endelig er naaet, at det kan
indse, at Ægteskabsbrud er det eneste Emne, der
er værdigt til dramatisk Behandling, og det eneste
Stof, der kan interessere paa Scenen.
Men misforstaa mig ikke, det er ingen
Plet
paa Repertoiret, men
paa den anden Side
er det
ogsaa sikkert, at sligt er meget heldigere og sun-
nere for Publikum end at, som sket nu i de sidste
Dage, Kasino gjenoptager
Ildebrand i gamle Huse
paa sin Scene.
Lige saa lidt som man kan spille den højere
Komedie, naar man ingen Skuespillere har ved Tea
tret, ligesaalidt kan man spille Folkekomedie, naar
der ingen Folk kommer i Teatret, og dette gjælder
naturligvis navnlig for Maj Maaneds Vedkommende,
naar Publikum foretrækker
en Komedie i det Grønne.
Som man vil se, er det vanskeligt at opstille
nogen bestemt Regel,, men lad os tage et
Exempel: De
gamle Ungkarle
bør af Hensyn 'til
Repertoiret gaa i Folketeatret, medens
de røde Do
minoer
af Hensyn til Lokalets Brugbarhed til Karne
valer bør gaa i Kasino, men
Kongen kommer
i
begge Teatrene. Med andre Ord: Kasino og Folke
teatret bør ikke rivalisere, disse
Hverdagskampe
trætter Skuespillerne og holder Publikum borte fra
Teatret.
Man vil maaske sige, at det er ravrnskendepi-
nende galt, hvad jeg siger, for jeg er endnu ikke
Medlem af Teaterkommissionen, ligesom der over
Hovedet ikke er Nogen, der har spurgt om min Me
ning, men jeg paastaar alligevel til det yderste, at
det naturligvis er det eneste rigtige, og jeg holder
ikke op at skrive, før Redaktionen siger til mig:
»Kom i kk e he r med d i n e Udf l ug t e r ! “
Guder og Mennesker,
¡Manden besynge du, Muse, den Mand, som ovre
bag
Grænsen
Raader som Storvisir i det hellige romerske Rige,
Helt mangfoldige Planer udklækker hans kløgtige
Hjerne,
Som fik af Guderne Plads i det haarberøvede Hoved,
Der blev historisk berømt
som Symbol paa
Uredeligheden.
Længe laa han i Sti idmed Wienere, Danske og Franker,
Pavens troende Faar, samt vantro Socialister,
Dog ved sin
„Tollkühnheit“
fik han Bugt med dem
alle til Hobe,
Ognaar han rystede blot sine trende ambrosiske Lokker,
Saa man med Undren »die gantske Armee ruiniret auf
ein Mahl“!
— Nu har han Landefred skabt fra Berlin til Pom
mern og Gastein.
Der kan han bade i Fred og som Zevs fra højen
Olympos
Udsende Solskin og Regn fcil den højst erkjendtlige
Samtid,
Der med Beundring ham saa som Ⱦrlig og redelig
Mægler“
Udslukke Tvedragtens Brand og Verdensfreden befæste.
Farisæer han var, og med fromt og himmelvendt Aasyn
Traadte han § 5 og Næstens Ligtorne sønder.
Dog som sin trofaste Ven og „
Busenfreund
“ oppe
i Norge
Viser ban Fjende og Ven, af han godt kan „for
andre Signaler“.*
Fra Farisæernes Sekt ndsondred’ han nys sig som
Tolder;
Toldbodfærdig han staar for Tiden i Rigsparlamentet,
Og med bevingede Ord han lover det toldbod og
Bedring.