220 / 427
210
Nutid og Fremtid.
Muia, du fom altid var i Stand
Til med din San^ at lindre Jordens Plager,
Som fugtet har med H i p p o k r e n e s Vand
P e t r a r k a s Elikovsord
o g T a u b e r s
Klager,
Som kvad om R oma s Fald og T r o j a s Brand
Og I. A.
HANSENS
Brandførfikringsfager,
Forlen mig Kraft at flaa de rette Toner
Til Trøft for V e n f t r « s llagne Legioner.
Til Trøft I Thi er der nogen Moders Sjæl
I Verden, fom behøve kan Hufvalelfe,
E r det vift dem, fom rammed’ felv en Pæl
I Livet paa hver trøfterig Udtalelfe.
Partiets Stilling er for Tiden fæl
Og trænger ej til nærmere Udmalelfe:
A t det behøver Trøft fra Skjaldens Plekter,
E r n o g e t, felv A
l b e r t i
ej benæ gter.
Den ftolte Hær, der længe lod fig fe
I Folketingets Sal fom «den bevidfte»,
E r fplittet ad. «Den ene blev til tre.»
Og ftadig tyndere bli’er «Venftres» Lifte
N u
melder
Z a h l e
fnart fig ud maaike;
Og naar det Baand, fom holder ham, vil brifte,
Saa fer det fort ud for de Radikale;
Thi «hvad
er V en ftre uden P e t e r Z a h le ? »
Det er faa tungt at ikulle fkilles ad
For dem, fom gjerne vilde fammen være;
Dog tungere at udfpy Gift og Had
Mod dem, man før har ofret Ros og Ære,
Og tungeft, at det ftakkels «Mor genb l ad»
E j Fælles-Organiftefts Navn tør bære,
Men fom maa favne i fin Nød og Trang endnu
Den Trøft, at «det k an b l i v e g o d t en G a a g
endnu.»
Dog lad os ikke male alt for fort.
Endnu er ikke hvert et L y s udilukket;
Endnu er ikke Haabets høje Port
For vore Demokrater ganfke lukket.
De har dog ét Parti, fom, ikøndt ej ftort,
Endnu dog ikke under Tab hår fukket,
Som løfter højt Ideens Flag til Sejer,
Ja,
Landet har endnu — «Partiet
BAJER»,
Blandt Venftres Grupper det alene gaar
A f Spliden ud med uformindfket Styrke;
Det har holdt fammen under trange Kaar
Og baaret Vand til Folkefagens Tørke;
Det trodfer enigt, hvad der foreftaar
Udi en uvis Fremtids Mulm og Mørke.
Endnu Partiet langtfra paa fin Helding er,
Og det bli’er knap fortyndet ved Udmeldinger.
Og
B a j e r
véd, at han i ingen Sag
A f fit Parti vil blive ladt i Stikken,
Derfor man fikkert finder ham en Dag
Som værdig Præfident i Republiken.
Tænk, fikken evig Sjælefvirl og fikken
En Løn for hamr fom fulgte ftøt fit Flag,
M ens BERG o g H
o l s t e in
, fom har væ r e t fling-
rende,
De kan ftaa udenfor og flikke Fingrene.
Eneretsbevilling.
Under
28
de f.
M.
har
Punch
allerveniigst forundt
«Morgenbladet*
Eneret
paa overalt i Kongeriget Danmark, med Bilande
— Vestindien og Island end ikke undtagne — at
forfærdige og lade forfærdige sine Mærkedage,
Korrespondancer og Truselsbreve af den angivende
Beskaffenhed.
I 20 Graders Varme.
Det piner mig. I Overmor
gen fylder jeg 19 Aar, og
hvad har jeg udrettet for at
blive berømt? Intet! Og jeg
vil være berømt. Det er saa
behageligt.
Blive bedt til
Middag hos Grosserere, man
| aldrig har set før. Prydes
med Kotillonsordener af unge,1
J \ begejstrede, tilbedende Bal
damer. Ligge som Fotografi
i ethvert Boghandlervindue!
Ja blive en E r s l e v , en Henr i k Schar l i ng,
nnaaske endogsåa en Ri chard Kau fma nn ! Sidde
til Bords hos Lord-Mayoren i London med Edmond
Abou t og Ro b e r t Wa t t ! Jeg maa gjøre Noget,
men helst noget Nemt. Jeg vil skrive en Novelle. Det
kan da ikke være uoverkommeligt. Jeg er jo i Besid
delse af aSe Remedierne dertil: Blæk, Pen, Papir og