224 / 427
214
ra Da nma r k s Rige er, som bekjendt
En g l a nd just ej blevet vel betjent
Af sine Korrespondenter.
Det har i alt Fald til denne Stund
Af sine deri betroede „Pund“
Kun faaet daarlige Renter.
Pall-Mall Gazette
saavelsom
Standard
Fra Danmark et rigeligt Lager har
Af Vildænder stillet til Skue.
Dog trættende bliver slig ensformig Kost,
Og bliver man plaget for meget af Fr o s t ,
Saa faar man gemenligen Snue.
Derfor har en apakryfisk Gestalt,
Hvis Musa sig nærer af engelsk Salt,
Serveret for Britten og Skotten
En Ret, som er yderlig delikat;
Han véd, at her i den danske Stat
Er der
„someihing
(Toldbod-)
rotten“.
Over Danmark svinger han Tugtens Ris,
Og skøndt han det fører paa modsat Vis,
Af hvad man kalder Anstændighed.
Saa bør vi dog glædes ved Fyrens Ord;
Tbi han har os lært, at hvad her til Lands gror,
Er den rene, skære Elendighed.
Al
Videnskab, Poesi og Kunst
Har Folket dyrket aldeles omsonst,
Og vor Politik er forfejlet.
Nej, kom til England, til Themsens Bred!
Der har de den dejligste Redelighed,
Hvori vi burde os spejlet.
Ja, mange Tak, du brave Person,
Til hvem en beslægtet Kræmmernation
Med Andagt formenes at lytte!
Et tør vi dog sige! Hvad Spotpris man vil
I City vurdere vor Ære til,
Med En g l a nd s vil ikke vi bytte.
Vi kan os trøste til denne Dag,
At var vor Holdning end stundom svag,
Saa var den dog aldrig ussel!
Vel muligt, at ingen kan kaldes stor
Blandt dem, som her hjemme har styret vort Ror,
Men vi ejed’ dog ingen — Lord Rus s e l l !
Til brudte Løfter, til svegen Pligt,
Til lumpne Overfald, Mordbrand og sligt,
Vort Samfnnd har manglet Begavelse.
Og aldrig vi svigted’ en Ven i Nød,
En Uriaspost vi aldrig ham bød
For at græde ved hans Begravelse.
Vi er kun et lille Folk, lad gaa;
Des værre vi ere for faa og for smaa
Til at straffe Bedraget og Løgnene.
Men vor Fane er ren, vi blev aldrig til Træl,
De kan trampe os ned, de kan slaa os ihjel,
Men o s spytter de ikke i Øjnene.
Fra Byraadsmødet
borg. XI.
I ByraadetsGaarsm øde behand
ledes følgende Sager:
Skovudvalgets Erklæring over
det
borgerlige
Skydeselskabs
Andragende om Plads i Skoven
til Skiveskydning oplæstes. E fter
denne Erklæring vilde Udvalgetibke være ntilbøjeligt til at
overlade en Strimm el langs den sydlige Skovgrænse til Af
holdelse af Fugleskydningen og Anlægget af en Skydepavillon.
Borgemesteren
fandt, a t man m aatte være m eget
varsom med at tillade Fugleskydning paa det nævnte Sted,
da Kuglerne let kunde strejfe Jernbanen og g aa i Toget,
naar det passerede Skoven. —
Svedskelsen
m ente, at det
let kunde hæ ndes, at Kuglerne gik ud i Søen, saa det i
Stedet for en Fugleskydning blev en Fiskeskydning, eller
det blev m aaske hverken Fugl eller F isk; han var i det
Hele ta g e t mod enhver Fugleskydning, for m an kunde jo
ikke være sikker p aa, hvor de Kugler gik hen, som havde
ram t F oglen. —
Sorensen
var bange for, a t den Skyde
pavillon,
man vilde oprette i Skoven, om Sommeren
skulde blive et Forlystelsessted for sluttede Selskaber paa
Maskine og Folk med varm t Vand ogsaavidere, saa det,
foruden at blive en Skydepavillon, tillige blev en Sammen-
skudspavillon, hvor man skød sammen til en Bolle Punch
og sikkert nok ram te M aalet, der her ikke var en Fugl
rnen en B jørn, ~ og han vidste, a t dette Dyr ofte havde
gjort Kystvejen usikker ved N attetide. Og han var i det
Hele bange for Koglerne. Han skulde meddele et ganske
mærkværdigt Tilfælde om Kuglernes vidunderlige Baner.
I sidst afvigte Krig havde han som Medlem af Forplej-
ningskorpset deltaget i en større Rekognoscering paa Mors
ved den Tid, da Fjenden daglig ventedes her. Man havde
opfordret ham til med en anden Afdeling af Intendanturen
at gaa længere Syd paa, men han havde, det turde han
sige, vist det Mod, at blive liggende paa More, paa en
øde 0 , hvor man ved Fjendens Komme var afskaaren fra
enhver Hjælp (Bevægelse). Da var han paa den om talte
Rekognoscering med
3
Ingenieurer og
4
Intendanter ju st
lejret i Græsset i Nærheden af det ved Sallingsund liggende
G jæ stgiversted, for under Indtagelsen af en let Frokost at
komme til Kundskab i Terrænet.
Hele Frokosten bestod
kun af nogle blødkogte Æg, der var kolde (stærk Bevæ
gelse), og nogle stegte K yllinger, der paa Grund af flere
Tim ers strabadserende Marcbe var ganske lunkne (over
ordenlig B evægelse), sam t et forsvindende Flaskefoder,
men det Hele var jo ogsaa paa Feltfod.
Taleren havde
ju st lagt et Æ g i Græsset og kastet sine Øjne over paa
Salling, hvor de laa noget, da en pludselig Geværild
skræmmede ham og hele Selskabet op. Hans første Gjer-
ning var at redde Madkurven, med hvilken han paa en ham
den Dag i Dag uforklarlig Maade gled ned under en stor
Stenkiste.
Men Æ gget havde han glem t paa Jorden; —
noget efter viste det sig, at nogle Højskoleelever havde
vist en uforsvarlig Omgang med Skydevaaben, idet de
havde øvet sig bag G aarden; og herfra var en Kugle
sprunget over T ag et, gaaet om to H jørner, havde stødt