229 / 427
219
mannsk Indiskretion, at man sagde til sig selv, at
Punch
var paaVeje til at faa en ny komisk Journa
list-Type. Hvor vidt hans Talent rakte, hvilket
Omfang hans Grinagtighed havde, vidste man ikke,
foreløbig var Indiskretioner hans glimrende Speciale.
Saa kom
„Løsgængeren
Hvad vil Løsgængeren?
— Blot iagttage. Nej. Yei vrimler der i hans
Artikler af Iagttagelser, men disse Iagttagelser, der
ere affattede i nervøse „Aandfuldheder“, samle sig
bestandig om ét Pnnkt. Dette Punkt er Kammer
herre Fa Ile sen. Det er ham og stadig ham, han
manøvrerer med. Han stiller ham i alle mulige
Belysninger, putter ham ind i Forsætnibger, Mellem-
sætninger og Eftersætninger, lader ham fare op som
Trolden af Æsken, naar man mindst venter det,
smugler ham ind i alle sine Teaterbetragtninger,
stundom ene, standom i Selskab med Emil Poul
sen. Hvorfor gjør han dette? Af Interesse for Te
atret, vilde man sige. Nu ja. Men Interessen er i
saa Fald aldeles negennyttig. For ham selv har jo
Teatret stadig lukket sine Porte. Har man fajendt
Mage? Han, Løsgængeren, selve
Dagbladets
aand-
fulde Causeur, hamvil man ikke have konverserende
i Skuespillerfoyeren, ikke tillade ham, staaende i
Kulisserne, at udstrø aandfulde Bemærkninger til de
Spillende. Intet Under at Indignationen sætter sig
i hans Blækhus, flyder udgjennemSpidsen paa hans
Pen, bringer hans Stil til at svulme, hoppe, springe,
danse, staa paa Hovedet, række Tunge og slaa
Kulbøtter.
Da jager han enten Sætningerne
sammen i forvirret Hast eller kaster dem mellem
hinanden med aristokratisk Nonchalance. Hvad
vil Løsgængeren? Ja, hvad vil vi — jeg mener Du
og jeg? Vi vil frem. Frem for al Ting blive
bemærket, omtalt, være Gjenstand for Publikums
Opmærksomhed. Der er kun ét Emne, der kan
sætte ham i blid Stemning, skabe hans spidse
Pen om til et Plekter, hvormed han slaar Har
pens Strænge i beundrende Lovsang. Det er Navnet
„Jason“,
der bringer hans Stil til at ligne Musik.
— Vor Stil afspejler al Tid os selv og „Løsgæn
geren“ skriver, som han efter sin Ejendommelighed
maa skrive. Mea maaske burde det være ham et
Fingerpeg, at naar han omtaler
„Nutidsbilleder
“,
blive hans Ord til Musik — Fremtidsmusik udsat
for Trompet.
Tivolis Laavsang,
Børsefterretninger.
(C ity den
9
de).
Beholdningen er rigelig af Kammerdug og Stout,
Og det har ingen Nød med Pengemassen.
—■ Ikkun med Lavrbierblade er Markedet lidt flovt;
De ere efterfpurgte her paa Pladfen.
Dog Britterne er altid Forretningsfolk fom faa,
Det er en af de urokkeligfte Sætninger:
Endogy
i Zulukrigen forilaa de fig paa
At pasfe deres
løbende
Forretninger.
%
vA
f e
b :
Saren Pipperop?
D u evi dajlie T iv o li,
Som ligger bav ved Vestervold'
Du æ Sjemytlihedens Boli
Fra Klokken fire a te tol.
Jæ tit ha drukken i din Have.
A Glædens Dunk en vældi Slurk, —
i
Ves de æ Løjn, saa maa I lave
-jP ip p erop om te en Agurk.
>En P atent-B renner, Ingen kendte,
Nu for Aarkæstret Takten slår.
Jæ sier dov, a Tysken slente
Vores B a ld e v in s Mave har;
For naar han lar Musiken strye
En a Dansene a,
ja saa
Æ de lisom min Sjæl ve flyc
Lie ner i den store Taa.
Lille C arei hun æ en let En,
5Hinner maa jæ immer beglo.
Sikken en Dans! Hun staar paa ét Ben
Lisaa let som jæ staar paa to.
Aa a Beridderne æ min Santen
K rem b ser saa ferm. en Kai, a han
Sku være Beridder a Elefanten,
Ves jæ var Konge i desse Land.
Madam Sj od ard s Balon *La Frangsje*
Rænok æ et ophøjet Syn,
'Naar den i en farli Gestangsje
Hæver saj ungefær te Skyen.
Aa som en dristi Konstnerinde
Hun gaar saj tit en Himmel-Tur,
Men de æ dov kons ve vesse Vinde,
At hun ka vise, hvortil hun duer.
P jæ rr o t æ immervæk den Gamle,
Han gø et gruli Grin aa Spænd,
Aa i a tie ka han hamle
Op mæ en hel Del Risdasmænd.
Inde i K is te n æ der Sjov, di
S-
Sparer inte paa Værkningen
n A *syse Hejnerich» aa a •Daudi* —
Aa allerminst a Talærkningen.
D en nye P ort! — Ja, der æ gort en
Y
Hel Porteføllie om den;
Hvem der te sist fek lavet Porten,
Ve man inte inu, min Ven.
Hvem de nu æ eller inte, skyller
Vi ham en Tak for hanses Daad,
Aa mæ en Titel vi snart ham hyller,
For Ægsempel som Portkamraerraad.