225 / 427
215
an mod Stenkisten og slaaet Hul paa Æ gget
overordenlig Bevægelse). Saa nær havde det været ved,
at man kunde have kastet Jord paa T aleren, mens han
laa i Stenkisten (Uhyre Bevægelse).
Lang
bad om, at Byraadet vilde se lidt venlig paa
denne S ag ; Hr. Serensen havde saa foragtelig nævnet
•varm t Vand ogsaavidere», som om det ikke var den
nskyldigste Sag en sm ak Sommeraften at nyde lidt varmt
Vand med en let Tilsætning af et oplivende Fluidum. Men
Taleren vidste godt, at der ved »ogsaavidere« var sigtet
til hans bekjendte Punchextrakt, der alm indelig brugtes
i alle Omegnens Skove, uden Skade for de Besøgende og
for Træ erne; tværtimod, en saadan Drik nydt med Maade
virkede gavnlig paa Sansen for Naturens Skjønhed: man
afsang smukke Sange, talte smukt for Naturen og endte
altid som varme Patrioter, selv om Punchen efterhaanden
blev kold. Dog vilde han foreslaa, at man lagde Skyde
banen nedenfor Bakken ved Skoven, for derved at bevare
Skovens Skjønhed. —
Skomager
K ruse
vilde ,ikke berøve nogen en uskyldig
F ornøjelse, men han var bange for, at Børn ikke kunde
taale Kuglerne (L atter), ja ikke i nogen høj Grad da. En
saadan Skydebane vilde berøve Skoven dens Skjønhed, og
det var dog det Væsenlige næstefter Træerne, og dem
kunde Skydningen ogsaa skade, naar Kuglerne gik ind i
Skoven og Træerne gik ud af den, saadan som han havde
sét det m ed en D reng, der havde skaaret ind i et T ræ ,—
men det kom nu ikke Sagen ved. Og saa vilde man ogsaa
jage Bønderne og N attergalene væk, naar de kom gaaende
gjennem Skoven for at skyde (Afbrydelse) Gjenvej til deres
H jem , han m ente naturligvis Bønderne, for N attergalene
var det jo, der sang, og ikke Bønderne, skøndt disse gjorde
det ogsaa undertiden, men det var paa en anden Maade,
og det kora nu ikke Sagen ved. Nej saa m aatte man da
hellere anlægge en Keglebane, for den Slags Kugler var da
uskadelige, og om der ogsaa kom en ordenlig »Sidelænder*
ud i Skoven, saa gjorde saadan en »Puddel» da ingen Kat
Fortræd, — men det kom nu ikke Sagen ved.—Prokurator
Justesen
ta lte varm t for Sagen. At Kjøbmand Serensen var
bange for Kuglerne, derom vidnede jo tilstrækkelig den
Stilling, han havde indtaget i Forsvarssagen, en Stilling,
der m aatte gjøre enhver P atriot stenkisteglad, og at Kruse
mente, at Børn ikke kunde taale saadan noget Slikkeri
som Kugler, «det kom»- som Hr. Kruse selv saa træffende
bemærkede, »ikke Sagen ved». Man m aatte huske, at Fugie-
f
kydningen var gaaet over til at blive en Folkefest. Man
unde jo for de svage Sjæles Skyld slaa Kordon om Skoven
og lægge en Kreds af Baade i Vandet udfor. Skoven — de
to Dage, Skydningen varede, — eller ogsaa etablere en
Stenkiste, hvor de kunde krybe ind, der var bange for
Kuglerne — , og saa kunde man jo fra Baadene raabe til
Folk, der kom sejlende, at de skulde fjerne sig. —
Søren
sen :
Hvor bliver saa Folkefesten af? —
Justesen:
Den
holdes jo ikke i V andet!
Sørensen
var slet ikke selv bange for Kuglerne, det vil
da sige kun paa anden Haand, men han var bange for, at
alle andre Foreninger ligesom Skydeselskabet skulde komme
og forlange at faa en lignende Pavillon i Skoven.—
Justesen
mente, at det var ligegyldigt, enten man var bange for
Kuglerne paa den ene eller den anden Haand. Og hvis der
skulde blive for mange Pavilloner i Skoven, kunde Hr.
Sørensén jo selv anlægge en, hvorfra han solgte Fuglene
Fuglefrø! Hans foreslog for øvrigt at sende Sagen til P oliti
mesterens Erklæring, hvilket vedtoges.
Derefter foretoges nogle mindre Sager, hvorunder det
bl. A. oplystes, at Svedskelsen og Kruse havde været i et
Udvalg i
3
Aar uden at ane det. —
Mødet hævet Kl.
10
.
g t ansnymt Treselskrev, hvis Ophav er ligefaa utvivlfomt
fom dets Interesfe, modtog vi i Gaar. Det lyder fom følger:
Ærede Hr.
Punch.
Hvis De ikke fnart holder op med at
drille Hr. Redaktør
Larsen
med den kedfommelige 4 Maa-
neders Brummetur, figer vi Dem af og tager
Morgenbladet
i Stedet. Det er dog alligevel meget grinagtigere.
Mange
flere
Abonnenter.
'e r svømmed’en Mø paa Bølgen den blaa
Med en Redningskrans.
Rundt efter Hjælp hun sig angstfuld saa;
Eja! Saa sælsom en Dans!
En Kvindesjæl er som Vox saa blød
Mer end en Mands.
Den ynkes over Smaadyrenes Nød,
E ja! Saa sælsom en Dans!
De Dyr hun bcskytted saa god og mild
Til Lands og til Vands.
Det lærte hun af Eam ’raad
Lembcke
snild
Eja! Saa sælsom en Dans!
Der drev fra d et synkende
*Constantin>
Saa m angt et F aar;
Der plasked’ i Vandet vel hundrede Svin,
E ja! Saa sælsomme Kaar!
Der dukked’ en Tryne af Dybet op,
— Hun blev kold som Is —
Det var ingen Havmand med Skjæl paa Krop;
Eja! Men en arrig Gris.
•Og er Du i Dyrebeskyttelsen?»
— Den grynted: med Grin —
•Saa slip nu Kransen og ræk mig den!*
Eja! Saa sælsomt et Svin!
• Ohl» - skreg hun - •velædle Hr. Kammer-
For stræ ngt er je rt B ud;
[raad,
■ Skal jeg slippe min Krans, saa bliver jeg
E jaL Jeg melder mig ud !•
[vaad.
Og det ra r den Jomfru fra
Comtantin,
Holdt fast paa sin K rans;
Da bed og kradsed’ det arrige Svin.
E ja! Saa sælsom en Dans!
Da flød hendes Blod for Svinekloen
Trods Bøn og Graad,
D et var et Slags omvendt Vivisektion,
E ja! Hr. Kammerraad!
Hun slap og sank under Bølgetop.
Af en M e n n e s k e v e n
Bjerget blev hun og trukket op.
E jal Saa modig en Svend!
Og
havde han bjerget i Stedet et Svin,
Han havde faaet Løn,
Paa S lottet ad Aare en Præmie fin —
E ja! Og en Tale saa skjø n !
Nu faar kanskesens han ikke en Døjt,
Kun en Trøje vaad;
Og det er dog egenlig temmelig drøjt,
Eja! For saa rask en Daad.
Oh Læser, kan Du Moralen forstaa
Af denne Sang?
Det er Svinene, som flyder ovenpaa.
Eja! Saa mangen en Gang.
Og sæ tterpaa Kam’raadens Venskab Du Pris,
Saa ræk Din Krans
Til den første den bedste gryntende Gris.
— E ja! Saa sælsom en Dans.