228 / 427
218
I Regntiden..
— Det er en Slags Syndflodtid næften!
Det drypper ej blot paa en følle Degn
Men regner paa
flere end
Præsten.
Vejrinftitutet paa Toldboden spaar
Os rigelig Mangel paa Varme i Aar
Og lover kun fugtigt og raat Vejr.
— Og hvad kan det hjælpe, om ogfaa vi gaar
T il B
ogø
og beder om godt Vejr.
Ak! mangen en Stakkel med kuldskær Hud
For tidlig fik Vinterfrakken fat ud
Til Bedile for Sommertøjet 1
I denne forbiilrede Regntid og Slud
Er han vift neppe fornøjet.
Dog ftørre Bedrøvelfe finde man kan
Hos Venftremænd trindt i det ganfke Land;
A f Kummer og Sorg maa de blegne.
Mod al den Forventning, som her blev til Vand,
Er Regnen for Intet at regne.
Førft Demokratiet i Ilden man faa
For deres usalige Brandkasfe gaa,
Den gjorde Partiet til brandlidt;
Saa gik det i Vandet med Klæderne paa,
Og nu er det havnet fom vandlidt.
Vandartede Tidl hvo kan mindes din Daad
Og ej blive taarekvalt af Graad,
Naar derom han ikal fortælle?
Fra Øjet det drypper, Kinden bli’er vaad
Og fugtig fom «Kaptain» ScHELDE.
Førerne truer man med Arrest;
Forgæves de regner den ud og gjør Blæft,
E t Uvejr over dem brufer,
Skøndt
B
e r g
o g H
o l s t e i
N
har pr. Manifeft
Opladt deres Hjerters Slufer.
De har gjort det klart fom en højlys Dag,
A t Vandhældet har deres Magt gjort fvag
I denne fugtige Sommer.
Dog appellere de vil deres Sag
Til Højefterettens Dommer.
Men en Ting er klar: ikal af hver af de ni
Pumpes faa meget Vand, naar han ta’er flt Parti,
Kan det blive en ordenlig Skylle,
Som dog næppe, naar Sagen helt er forbi,
Bliver Vand paa de Herrers Mølle.
Vor Journalistiks Rekruter.
<$ortnxtudiia*l ejtit Herman Hang.
I. „Løsgængeren“.
H erm an B a n g :
»Vor Stil affpejler al
T id os felv — •
I Efteraaret 1878 opstod en mærkelig Journa
list, som fik en mærkelig Modtagelse.
Fordømt af
Adskillige, blev han forstaaet af Faa, tilstrækkelig
vurderet af endnu Færre, omtalt af Alle, læst af
Mange. Hans Modstandere brugte stærke Ord; man
talte om
Umodenhed,
om
Overfladiskhed, man
brugte endog Udtrykket „Vrøvl“.
Hans Artikler var en Overraskelse for Alle, en
ubehagelig Overraskelse for Mange, disse Mange
tabte Hovedet og formaaede ikke at skjule deres
Ærgrelse. Hvad gjorde de? De lo. At le betyder
meget ofte, at man hellere vilde græde.
Aaret 1878 var en underlig Forventningens
Tid. Man elskede bestandig de Gamle, man agtede
Me y e r &W i l l e , man ærede Kau f fmann og Vil*
helm Mø l l e r , men medens man bestandig omgav
dem med den samme Pietet, begyndte man dog at
savne Noget hos dem, noget af dette Usigelige —
Franskmændene kalde det
chic.
I saadanue Perio
der ligger der megen Forventning i Luften.
Det
er ligesom Kolerine i Blommetiden. Man føler, den
maa komme. Men hvornaar? Naturligt derfor at
Punch’s
Forhaabuinger samledes om
„Herman Bang“.
Der var i hans
„Nutids
“-Breves halv tilslørede
Komik
saa megen Tillokkelse,
i
hans Ræsonnemen
ter
saa
meget Gallimathias; frem for Alt: der aaben-
barede
sig en Ejendommelighed hos ham, og det
var netop
efter „Ejendommelighed“,
Punch
tørstede.
Et Par Studier efter „Virkeligheden“ hævede
Forventningen.
Skitzen
„Ét Middagsselskab“
var
nærmest et Olietryk i Achilles-Maneren
„Gh'osserer-
ballet“
gav noget mere. Der var i denne simple
Fortælling saa megen Balstemning, saa megen Bal-
duin Dahlsk Musik og saa megen Richard Kanff-