268 / 427
258
Det regner og tordner, og Gud og Hvermand véd,
A t Marken fnart et ftort Basfm til Svømning er.
I Strømme ftyrter Vandet paa Ho’det af os ned,
For faadan er nu Aaretss Hovedftrømninger.
De ftakkels Venftremænd, fom maa rejfe Landet
rundt
I denne Tid med Folkets Tarv for Øje,
Maa døje mangt et Vandheld ved at røgte deres
Dont.
Nu vove maa
Jens Busk
fin
vaade Trøje.
Den, fom vil være Stridsmand i Venftres indre Kiv,
Igjennem tyk t og tyndt maa nu fig vove.
De føre nu om Stunder et rigtigt Vandrnandsliv,
Men flaas dog ej «paa Sømands Tro og Love».
Thi «Sømænd gjør ej mange Ord», og det er
alt for vift,
Sligt pasfer ej paa Venftres Lirumlarium,
Med deres ferlke Frafe-Flom de havner nok til fidft
Som Aal i en Slags folkeligt Akvarium.
E t faadant fugtigt Rejfeliv er ikke ret bekvemt,
Og én Ting man betragte kan fom givet:
Skøndt Venftre er opftyltet nok, det fidder dog
beftemt
Faft i fit eget Søle hele Livet.
Det fordums forenede Venftrekompagni,
Som næften blevet var det hele Lands Skræk,
I disfe vaade Tider maa lide Havari,
Og «den bevidfte» gjælder nu til — Vandsbæk
II.
Den ftakkels Zulukaffermonark
Ei mere med Britten boxer.
J
ohn
B u l l har ham jaget fra
Hus
og Mark
Og taget alle hans Oxer.
Lord
C
helmsford
har
flaget
hans
Hær
paa
Flugt
Trods Kugler og Asfagajer,
Saaledes fom ESTRUP her hjemme
fik
Bugt
Med
B
e r g
,
h in L e d r e og
B
a j e r
.
Dog Nemefis kommer, faa fnart hun kan,
Hun Uretten hævner og ftraffer.
Hun hjælper en følle Venftremand
Saa godt fom en Zulukaffer.
I Mørkøv man venter og haaber faa fmaat
Paa Trepægle-Alliancer
Imellem Hr.
F i s c h e r
og
B o g ø s
Drot
Og
CETEWAYOS
Falanxer.
Da vil hver Zuluer drabelig ilaa
Trods Nederlaget, han frittede,
Hos Venftre han rig Erftatning vil faa
For alle de Oxer, han miftede.
Og mangler han Elfenbenstænder iblandt
Til at bruge fom Fredstegn blandt Vennerne,
Saa har han Hr.
F i s c h e r s
Elefant,
Den har godt af at føles paa Tænderne.
Hvad Chresten gjor* døt
ør
altid det Eigtige!
(Frit efter H. C. A n d e rsen ).
/ '
$
li * v y
v i
w m
Du har jo været nede paa Bogo. Du har set
den rigtige gamle Degnebolig med Skolebænke, Klat
trestænger, ABOBbger og Skolemesterris, for Riset
kan man ikke undvære.
Netop i Bogo-Skole bode der eo Gang enDegn,
og han var saa klog, saa klog og havde saadan et
dejligt Mundlær, at de gjorde ham til Konge over
Bogb og gav ham en Krone paa Hovedet, et Scep
ter i Haanden og et Guldur paa Maven.
Kongen af Bogd havde en Kone, som hed
HOrup, og det var saadan en flittig og rar Kone,
som vaskede Grov-Vask for
Morgengnavet,
og hun
sagde til Chresten — for saadan hed Kongen —
at den Krone og al den Stads var det ikke værd
at gjemme paa i saadan en lille Degnebolig, og nu
var det bedst, han rejste ind til KjObenhavn med
det for at vise det frem. Saa kunde han tage sit
Skolelærerembede med og se at faa det byttet for
noget Andet, der endnu mere kunde være dem til
Gavn. Men hvad skulde det være?
„Det vil Du bedst forstaa, lille Chresten,“sag
de HOrup, „na er der Rigsdag i
Kjobenhavn.kJ&r
Du derind, faa en Taburet eller en Portefeuille for
Embedet eller gjor et godt Bytte! Som Du gjdr, er
det altid det Rigtige. Kj6r til Kjobenhavn 1“
Og saa bandt hun hans hvide Halsbind, for det
forstod hun bedre end han; hun bandt det med
dobbelt SiOjfe, det saa galant ud, og saa pudsede
hun bans Briller og trak hans Folkenr op, og saa