273 / 427
263
JFcraarsgrmit.
Kere Kressjan!
¿ 7 /
Nu er fe r rim snart fa a rb i
n fø
^
°9 de
reiner immervceg og je
"æ
$ F
»w<!
sedde inge hos m in Om
W fæ ås/
^
t
3
/ -
gel som er propre Tæer herude
v
°9 arri over Været og Tante
iÉpk \
\ \
er rar og g ir max Røgrø hele
Ær
\
\
\
Daen men naar je kan igge
i
Jk_.
spisse mer saa hedder je mai
aS
^
^y.,
__
—- - ^ ^ o o derfor griver je Pinden og
jllilllllllli'
'
skræver. Fordia anaaaende ie ha
hørt a Lerene har moret sai i ferrien med
\
at leie Skole
inhørdes og Noen har staaet paa Kattederet og di Annere
har seddef paa Bengene og vaaren xwolie og faaet And
-
mærgninger a Bestyren og dem paa Kattederet var han
allesammen pæn imod og ga goe Karaktererer, men je
tror de Hele er noet Lomskeri og a Lererne har kommen
sammel fo r at ligge et Komplot op om at være onne
mod os Drænge og vel D u være med til en Sammen-
sværrelse saa mødes vi Drænge den første Sønda etter
ferrien ude paa fæ llien og blanner blod og sværrer vi
vel haalle sammen og igge være forædere eller sladdre,
men sla alle lerene fordærret, hvis de mugger eller g ir
Andnuergninger og teinet skal vere en ro traad om den
lile fenger og Fæltraavet B rutuss og tal om det tel fre -
derik Bollsmælg og skæve Søren men igge til Konrad
Langben fordig han er en Skorg og igge hedere end
Bane Jonssen eller B idder Kagge og je har læst a der
er nole skoler som hedder friskoler og je vel be f a r naar
je kommer hjæm og sidde mai i en friskole hvor man al
tid har f r i og igge besteller noet og ve D u værn den
Mand er, som har git tyvetusind Kroner til Ænger etter
Ijerene, som kar vaaren med tel at stefte børneforeninger
tel Dyrebeskyttelse, fo r nu biir da alle lerenes Marda*
mer tossie med a præsse vos Drænge tel a g i vaares Fem
ører tel et køsihospetal fo r brøstsvage pindsvin eller en
Allérdomsforsørrelse fo r afkreftede blodiler og bare lerene
maatte fa a Tømmermend oven paa den Svir. Je var
paa Klambenborre forleden me Ongel og saa Ammer
Ikaneren skyde Ævler a Hodet paa sin Kone og je har
fu n n en en gammel pistaal og je og vocterdrængen skyder
med den kele daen og naar vi er kommen saa vit, a vi
ka ramme ladepordten paa ti Skrits distangs vel vi rejse
tel Ammer-Ika og skyde Ingdiatmere lisom Ørneøje hos
Kupper saa maaske ser du mai igge mere og saa maa
du ha m in kaickiUing og helse Karolline Petersen og sie
a je ska nog komme hjæm og gefte mai me hinne naar
je er bleven ri der ude. Men nu er de Solskind saa je
vel ud tel steggelsbergene og bliver din hengivende
JEinar Jørgensen.
Ser du Konrad Langben saa g i han en lussing fr a
mai. D u skal igge brydde dai om han er store end
dai fo r du ka mageli tambe ham illirenveller.
'oid
Maaneden. Saa slog jeg til og gik ind paa at lade
mig fernisere, og da han var færdig, var jeg saa livagtig
en Indianer, Sir, som De nogensinde kunde ønske at blive
skalperet ah Han lærte mig for en Sikkerheds Skyld lidt
Indianisk, som jeg kunde have at stikke ud til Folk, som
kom for at glo paa mig. Og De kan nu ikke gjore Dem
nogen Tanke om, hvordan jeg trak Hus, for Folk var lige
ved -at storme Fjælleboden, hvor vi saa kom hen, og de
Forevisere, der havde rigtige Indianerhøvdinger, var lige
ved at ærgre sig ihjel, for Folk brød sig ikke om deres
Varer, for de mærkede nok, at der var noget andet ved
mig, som de andre ikke havde, og det mente de netop
var det rigtige, og Manden tjente saa godt paa mig, at
han gik i Kompagni med mig. Til sidst blev jeg dog
kjed af de Lojer, og saa sagde jeg til ham, at nu var
det vist ikke morsomt længer, men han gjorde al Tid
Vrovl og trak det ad, og da jeg til sidst vilde tage ham
med en Trumf, grinede Fyren mig op i øjnene og sagde,
at jeg maatte helst blive med det gode, for der var ingen
anden end han selv, der kjendte Methoden ved at faa den
Farve af, som han havde brugt, saa jeg behøvede ikke at
være bange for, at Forgyldningen skulde gaa af mig. Det
fandt jeg var en temmelig raa Bemærkning og lod ham
forstaa, at han maatte ikke tro, han kunde spille Urang-
utang med mig. Saa blev vi jo mere og mere livlige, og
da han saa begyndte at gjore Dikkedarer med en Revolver,
saa havde vi jo Skandalen, for hvis han ikke var kommen
ud af et fordømt Vindue, havde han været den dødesfce
Mand herfra og til Kentuky, havde han! Jeg ventede et
Par Dage for at se, om han ikke skulde komme tilbage,
men han blev væk med alle de Penge, som vi skulde
have delt, og Jod mig sidde inde med alle Vanskabnin
gerne og det andet Krapyl.
Saa var der jo ikke andet
for mig at gjore end at pakke sammen, og saa tog jeg,
hvad der var af Madvarer og Tæpper, og hvad jeg ellers
kunde slæbe med, og marcherede af, men først lukkede
jeg op for alle Bureue og lod hele Personalet gaa ud og
Pokker tog ved dem ud ad Bjergskoven til. De eneste,
i der ikke stak af, var en lille Vaskebjørn og ét Pindsvin,
■ der var saa forgabede i mig, at de fulgte med mig. Saa
|
gik jeg da, og de to Fyre sjokkede med, men da vi havde
gaaet eu Dags Tid, kunde Bjørnen ikke mere, saa den
maatte jeg lade blive tilbage, men f
8
rst satte jeg saa
meget af Foderet af til den, som jeg kunde undvære, og
en Ansjoskrukke fuld af Whisky, for at den kunde have
noget at staa imod med, til den kom saa meget til Hæg
terne, at den selv kunde skaffe sig noget, og da den saa
det, grinte den ogsaa meget fornøjet efter mig, da jeg
trissede af med Pindsvinet. Det beholdt jeg heller ikke
længe, for et Par Dage efter maatte jeg pantsætte det til
en Bissekræmmer, sorn jeg spillede »Skalp» med i et
Værtshus paa Vejen og tabte Penge til, Jeg fægtede
mig frem, saa godt jeg kunde, for jeg vilde dog gjerno
se Egnen her nede endnu en Gang, og paa en 14 Dages
Tid naade jeg da ogsaa til Poker Flat; for ikke at blive
kjendt gik jeg udenom Byen, og et Par Dage efter var jeg
her nede. Jeg fik lavet mig en Hytte inde i Tykningen
en halv Snes Mil her fra, hvor jeg bode alene, men saa
traf jeg paa de Fyre der henne, som er rendt væk fra øn
af Stammerne paa den anden Side af Floden; vi gik paa
Jagt sammen, og til sidst gik vi i Kompagni, og vi eta
blerede en Jagtforretning paa Aktier, og jeg bestyrer hele
Knejpen. Og ber har jeg boet i to Aar, og jeg har
3
aa-
mæn aldrig tænkt, at Bill og jeg levede saa nær ved hin
anden, men for Resten kommer jeg aldrig paa denne Kant
af Skoven, formedelst at jeg ikke skotter om, at nogen af
mine gamle Bekjendte fra Poker Flat skulde møde mig
med dette Koloraturvæsen paa. For Resten synes jeg ikke
saa daarlig om Indianerfaget, og jeg maa jo ogsaa ae at
slaa mig til Ro i det, De andre er meget skikkelige
Fyre, men de holder jo nok af at tage med, hvad der
kan være af tilfældigt Sjov, og jeg kan nok begribe, at
deres Fingre bar kloet, da de fik Kig paa Guldknapperne
i deres Uniform, Sir. Naa, i Morgen skal jeg selv følge
Dem til Devilshead, og i det hele skal jeg nok sætte Dem
ind i de hjemlige Forhold ber nede. Jeg skal anbefale
Dem til en Bekjeudt, jeg har der nede ad, en gammel,
afdanket Indianerhøvding, som vil være meget glad ved
at holde Aviser sammen med Dem, og hvis de vil have
Timer i Indiansk eller ønsker et lille Kursus i Skalpering,
er han vist ogsaa til Tjeneste. Men det kan vi jo snakke
om i Morgen, nu skal vi sove.»
(Sluttes.)