276 / 427
266
I Syd og Nord.
¡Jg'er lyder atter Klager fra St. C r o i x :
De gode Tider blive ftadig borte,
Man gaar ej tryg og rolig mer til Køjs,
Thi Ufred lurer der ved alle Porte.
Man fkriver iblandt andet, at de Sorte
Vil ikke mer med Arbejdslønnen nøj’s;
Nej, de vil ha’e Forhøj elfe i Gagerne,
Samt gratis Adgangskort til Romfuftagerne.
For dette Formaal vil paa Liv og Død
De fonte Legioner tappert ilride;
Og naar de hejfer Oprørsfanen rød,
Saa fer det fort ud for de ftakkels Hvide;
Thi er end Sukkerliøften nok faa fød,
Maa mange dog i fure Æbler bide,
Og mens de føge Gjælden at formere,
De fukke: «Sjælden Penge, Prygl des flere!»
Slig Udfigt nok kan bringe ens Humør
Hiil ovre til at bære fort Kokarde;
Dog heldigvis ej Haabet ganfke dør,
De har dog deres gjæve Guvernør,
Der fvinger Lovens blanke Hellebarde
Saa tappert fom Napoleons gamle Garde.
I bedre Haand kan deres Sag ej ligge;
Thi G
arde
dør, men overgi’er fig ikke.
Dog det er ej de Sorte blot, der bor
I Syden hift, hos hvem der Vrøvl og Kvalm er;
Nej, man har ogfaa Sjæle her i Nord,
Som i at fnakke fort fortjene Palmer.
B
jørnstjerne
B
jørnson
,
der i Bismarcks Kor
Til Troens Lov kvad fine «ftærke Salmer»,
Har nu mod Skriftens Ord lagt fæle Planer:
— Bidt er han af en gal Brandesianer.
Han, der har Troens Under bragt paa Tale,
Og for hvis Blik faa ftolte Syner gik,
At let til Livs fom Smørrebrød han fik
Selv Solens Stililand over Gibeons Dale,
Vil nu felv Mofe Ord fom Snak afmale
Ved Hjælp af fad Renovationskritik.
— Har man paa flige Volter fig beflittet,
Bli’er man gemenlig hængende i Skidtet.
Dog man kan fe paa Sagen, fom man vil,
Saa har Hr.
BjØRNSON
Chriftenheden glædet:
Nu véd den, Fanden er ej mere til,
Thi
BjØRNSON
læfer Bibelen i Stedet.
Mærkværdigt, at han ved fit Abefpil
Strax i Berlin ej fulgte
FALCK
i Sædet;
Thi om St. Peders Hane bedre galer,
Vejrhanen ændrer bedre dog Signaler.
Fru
Sørensen.
Ja søde Fru Schrøder det véd
jeg nok, De ikke kau gjøre ved, at Deres Fløde
skilles ad i saadan en Tordenluft og det var da
godt alligevel at Verden ikke gik under, som det
var spaaet, og det sagde jeg ogsaa til Sørensen den
Dag, at det vilde være en Skam omdet skete inden Ti
volis Fødselsdag som Sørensen havde lovet at trak
tere os med og hvor Bernhard Olsen havde aabnet
uendelige Perspektiver for eu lys Fremtid med ku
lørte Balloner og Beridere i Fortidsdragter, som
han skulde faa til en Gang imellem at komme op
og staa Modeller i Udstillingen, hvor der mangler
Adelsmænd og Godsejere og er bare Bønder og nu
skal De jo have lidt mere at vide om den, og naar
man kommer op ad Trappen, kommer man først
ind i Christian den førstes Tidsalder, som ikke er
stor nok til et helt Værelse, saa den er slaaet
sammen med Christian den anden, og Hans, som
var midt imellem har de rent glemt, men Tingene
er meget interessante og man kan ikke lade være
med at blive forbavset over, hvordan de Folk har
kunnet blive ved at gjemme paa alt det Skrammel,
men jeg synes det er opløftende at tænke sig saa-
mange gamle Familier, vi dog har og der er for
Eksempel Heymann, og1
dans
Forfædre har især
samlet paa Sølvtøj, kan man se, og der er en
Masse Sølvkruse, som alle sammen er hans, og
nogle af Krusene har Mynter paa Siderne, og det
siger Frits Grønbæk er Krusemynter og Sørensen
var især saa begejstret over Skabene og i Gaar kom
han ogsaa hjem med et Skab, som han var saa
kisteglad over, og der var jo ikke meget Stads ved
det, men saa havde han ogsaa kjøbt nogle gamle
adelige Vaabner af Egetræ fra Kirkestole og dem
lader han sætte paa Fyldingerne, og saa lader han
som om han egenlig er en gammel Gris paa mød-
rende Side, hvad han jo ikke er, da hans Moder
var en født Bunkeflod, og søde Fru Schrøder, De
kan ikke tro, hvor det er yndigt alle de Ting, som
Kongerne og Dronningerne i sin Tid har foræret
væk til deres Venner og Bekjendte, som f. Eks.
Nr. 872, som en af dem, enten en Christian eller
en Frederik, har skænket og det er enTrærod, som