Previous Page  281 / 427 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 281 / 427 Next Page
Page Background

271

Ytring af Bill om, at det muligvis var det nylig opforte

Geneveroplag, der brændte, var nok til at opflamme hans

Iver efter at yde Hjælp, da Talen var om en Institution,

som han fra første Færd havde følt sig særlig kaldet til

at støtte; han greb straks sin Hat og ilede bort, men

kastede dog først et resigneret Blik til det halvt tømte

Krus paa Bordet. Da jeg lidt efter kom ned til Brand­

stedet, viste det sig, at Bills Gisning havde været rigtig,

og Redningsværket var nu i fuld Gang under Guftys L e­

delse. Tønder og Fustager rulledes og slæbtes ud af den

brændende Bygning, men det var ogsaa paa høje Tid. thi

Taget truede hvert Øjeblik med at skride ned.

Næsten

hele Lageret var reddet, men Gufty paastod, at der var

endnu, én Fustage, og trods vore advarendeRaab styrtede

han sig atter ind i Luerne. E t Øjebliks spændende Stilhed,

kun afhrudt af Luernes knitrende Bragen, og Guft'y saas

at bane sig Vej med Fustagen i sine Arme.

Hans An­

komst hilsedes med en øredøvende Jubel, der dog straks

slog over i et Angstskrig, thi i samme Nu, han over­

skred Tærsklen, faldt Taget ind med et frygteligt Brag.

Guffy segnede til Jorden, ramt i Hovedet af en nedfaldende

Bjælke. Vi ilede hen til ham, idet vi forudsaa det værste.

Han blev baaren hen bag en Grøftevold, hvor den franske Læge

tog sig af ham, efter at have ladet alle fjerne sig und­

tagen B ill og mig. Han gav os ikke meget Haab, men

hans sagkyndige Erklæring mødtes med fuldstændig Vantro

af Bill, som med en Blanding af Medlidenhed og Foragt

antydede det latterlige i den Paastand, at en Mand som

Guffy skulde give sig for en lumpen sextommers Bjælke.

Virkelig slog den syge efter længere Bevidstløshed øjnene

op; hans Blik hvilede med en inderlig Ømhed paa den

reddede Fustage, som laa i Nærheden, og han hviskede

med mat Stemme: »Ja nu er den Potte ude, er den! Ser

De, Sir, jeg har aldrig holdt af at gjøre Vrøvl, har jeg ikke,

og naar det er min Tur at gaa ud af Spillet, saa er det i

sin Rigtighed. Værs’go, bland og gaa an med en Rubber

til. B ill sørger nok for, at det løber af uden Spektakel,

og hvis det kunde more Dem, Sir, at lave noget sammen

til at sætte uden paa, De ved, med en Sten og saadan

lidt Pilleri . . . .»

Han holdt inde og lukkede Øjnene;

lidt efter flød en feberhed Rødme hen over hans Ansigt

og han mumlede:

»Afskrækkende Exempel . . . i et

Menageri . . . » — Hans Hoved sank mat tilbage, og haus

Læber hviskede nogle uhørlige Stavelser.

Efter et lille

Ophold aabnedes hans Øjne igjen og fæstede sig paa B ill;

denne bøjede sig ned til ham: »Er der noget. Du vil,

Guffy?» — »Jeg vilde bare sagt,» mumlede han, « at nu

ærgrer det mig dog, at — jeg lod den halve Genever staa

deroppe paa Bordet.» Hans Stemme dode hen, idet han

pludselig sank tilbage, og en Trækning for over hans

Ansigt. Lægen bøjede sig ned over ham, men rettede sig

straks igjen i Vejret med et betegnende Skuldertræk, idet

kan mumlede: «

C’etait un brave après tout!*

Dermed

vendte han sig og gik, og jeg fulgte ham. Vi vandrede

tavse ned ad Vejen, men vi var ikke komne langt, før vi

blev kaldte tilbage ved et Raab fra Bill.

Vi vendte om,

og hvad skildrer vor Forbavselse, da vort Blik fulgte

Retningen af Bills triumferende udstrakte Pegefinger og

opdagede —- Guffy ! der sad opad Grøftevolden og betragtede

os med velvillige Blikke.

Han var ligbleg, men lod

iøvrigt til at befinde sig ganske vel. Vi stod som fast-

naglede og stirrede paa den gjenopstandne, som nu med

sin sædvanlige anstandsfulde Ro begyndte:

»Det var vel

ikke tænkeligt, at der kunde gjores nogetsomhelst i Ret­

ning af lidt drikkeligt her i Nærheden,

for den Bjælke

tog paa Kræfterne. De skal ikke tage Dem videre af,

at jeg var lidt rørende før, for det er noget, som altid

har ligget svært til mig.

Skal vi saa være gemytlige!

Ha, ha! Kom Bill, naar jeg hager mig fast til dig, kan

jeg nok humpe ned til Brændevinsknejpen og se til den

halve Genever fra før.» — Og dermed vandrede de to

Hædersmænd ud ad Vejen og overlod os som et værgeløst

Bytte til vor Overraskelse. Je g fulgte dem med øjnene

ned til Brændevinsudsalget, som laa i den anden Ende af

Byen. Mit Blik hvilede paa Guffys høje Skikkelse, som

den skred henad Vejen, medens Eftermiddagssolens sidste

Skær spillede paa hans prægtige Nakke og hans Revolver-

skæfte. Idet jeg saa efter ham, gjentog jeg uvilkaarlig

som i Tanker min Vens Ord:

C’etait un brave après tout!

Richard Kaufmann.

Officier de Vacademie.

H ar I aldrig set en

»Nutids*-

Redaktør^

Hip oh hip, oh hip, ohøj!

V il I vide, hvordan han ser ud, saa hør:

Hip oh hip, oh hip, oh o h ø j!

Hans Buxer de er vide og hans Knebelsbart er spids,

Hans Ansigt det er skikkeligt og altid veltilfreds,

Hans Blad er saa som saa, men læses dog, fordi

At han faar sjelden Lov at skrive selv deri.

Hip oh hip, oh hip, oh bøj!

Nej, han faar sjelden Lov at skrive selv deri

R i c h a r d K a u f m a n n det er Mandens Navn paa Dansk,

Hip oh hip, oh hip, oh høj!

Gud skal vide, hvad han kalder sig paa Fransk,

Hip oh hip, oh hip, oh høj!

Han borer og han puffer alle Vegne frem sig selv,

Han kravler og han klatrer op ad Ærens glatte Pæl.

Han giver ikke tabt, nej R i c h a r d han er seig:

Han véd, med bar Beskedenhed man naar det eji

Hip oh hip, oh hip, oh høj!

Han véd, med bar Beskedenhed man naar det ej;.

Paa Kongressen mødte han som »Digter» stor.

Hip oh hip, oh hip, ohøj!

Og til Taffels var hos Londons Lordmayor-

Hip oh hip, oh hip, ohøj !

I Frankrig et Slags Orden har han holet sig tiisidst,

Og om en to tre Aar saa bli’er han Æreslegionist,

Her hjemme gaar det dog med den Slags ej saa flot

Kun « B r o d e r s k a b e t s » Papegøje har han faat,

Hip oh hip, oh hip, oh høj !

J a » B r o d e r s k a b e t s » Papegøje klæ’er ham godt.