271
Ytring af Bill om, at det muligvis var det nylig opforte
Geneveroplag, der brændte, var nok til at opflamme hans
Iver efter at yde Hjælp, da Talen var om en Institution,
som han fra første Færd havde følt sig særlig kaldet til
at støtte; han greb straks sin Hat og ilede bort, men
kastede dog først et resigneret Blik til det halvt tømte
Krus paa Bordet. Da jeg lidt efter kom ned til Brand
stedet, viste det sig, at Bills Gisning havde været rigtig,
og Redningsværket var nu i fuld Gang under Guftys L e
delse. Tønder og Fustager rulledes og slæbtes ud af den
brændende Bygning, men det var ogsaa paa høje Tid. thi
Taget truede hvert Øjeblik med at skride ned.
Næsten
hele Lageret var reddet, men Gufty paastod, at der var
endnu, én Fustage, og trods vore advarendeRaab styrtede
han sig atter ind i Luerne. E t Øjebliks spændende Stilhed,
kun afhrudt af Luernes knitrende Bragen, og Guft'y saas
at bane sig Vej med Fustagen i sine Arme.
Hans An
komst hilsedes med en øredøvende Jubel, der dog straks
slog over i et Angstskrig, thi i samme Nu, han over
skred Tærsklen, faldt Taget ind med et frygteligt Brag.
Guffy segnede til Jorden, ramt i Hovedet af en nedfaldende
Bjælke. Vi ilede hen til ham, idet vi forudsaa det værste.
Han blev baaren hen bag en Grøftevold, hvor den franske Læge
tog sig af ham, efter at have ladet alle fjerne sig und
tagen B ill og mig. Han gav os ikke meget Haab, men
hans sagkyndige Erklæring mødtes med fuldstændig Vantro
af Bill, som med en Blanding af Medlidenhed og Foragt
antydede det latterlige i den Paastand, at en Mand som
Guffy skulde give sig for en lumpen sextommers Bjælke.
Virkelig slog den syge efter længere Bevidstløshed øjnene
op; hans Blik hvilede med en inderlig Ømhed paa den
reddede Fustage, som laa i Nærheden, og han hviskede
med mat Stemme: »Ja nu er den Potte ude, er den! Ser
De, Sir, jeg har aldrig holdt af at gjøre Vrøvl, har jeg ikke,
og naar det er min Tur at gaa ud af Spillet, saa er det i
sin Rigtighed. Værs’go, bland og gaa an med en Rubber
til. B ill sørger nok for, at det løber af uden Spektakel,
og hvis det kunde more Dem, Sir, at lave noget sammen
til at sætte uden paa, De ved, med en Sten og saadan
lidt Pilleri . . . .»
Han holdt inde og lukkede Øjnene;
lidt efter flød en feberhed Rødme hen over hans Ansigt
og han mumlede:
»Afskrækkende Exempel . . . i et
Menageri . . . » — Hans Hoved sank mat tilbage, og haus
Læber hviskede nogle uhørlige Stavelser.
Efter et lille
Ophold aabnedes hans Øjne igjen og fæstede sig paa B ill;
denne bøjede sig ned til ham: »Er der noget. Du vil,
Guffy?» — »Jeg vilde bare sagt,» mumlede han, « at nu
ærgrer det mig dog, at — jeg lod den halve Genever staa
deroppe paa Bordet.» Hans Stemme dode hen, idet han
pludselig sank tilbage, og en Trækning for over hans
Ansigt. Lægen bøjede sig ned over ham, men rettede sig
straks igjen i Vejret med et betegnende Skuldertræk, idet
kan mumlede: «
C’etait un brave après tout!*
Dermed
vendte han sig og gik, og jeg fulgte ham. Vi vandrede
tavse ned ad Vejen, men vi var ikke komne langt, før vi
blev kaldte tilbage ved et Raab fra Bill.
Vi vendte om,
og hvad skildrer vor Forbavselse, da vort Blik fulgte
Retningen af Bills triumferende udstrakte Pegefinger og
opdagede —- Guffy ! der sad opad Grøftevolden og betragtede
os med velvillige Blikke.
Han var ligbleg, men lod
iøvrigt til at befinde sig ganske vel. Vi stod som fast-
naglede og stirrede paa den gjenopstandne, som nu med
sin sædvanlige anstandsfulde Ro begyndte:
»Det var vel
ikke tænkeligt, at der kunde gjores nogetsomhelst i Ret
ning af lidt drikkeligt her i Nærheden,
for den Bjælke
tog paa Kræfterne. De skal ikke tage Dem videre af,
at jeg var lidt rørende før, for det er noget, som altid
har ligget svært til mig.
Skal vi saa være gemytlige!
Ha, ha! Kom Bill, naar jeg hager mig fast til dig, kan
jeg nok humpe ned til Brændevinsknejpen og se til den
halve Genever fra før.» — Og dermed vandrede de to
Hædersmænd ud ad Vejen og overlod os som et værgeløst
Bytte til vor Overraskelse. Je g fulgte dem med øjnene
ned til Brændevinsudsalget, som laa i den anden Ende af
Byen. Mit Blik hvilede paa Guffys høje Skikkelse, som
den skred henad Vejen, medens Eftermiddagssolens sidste
Skær spillede paa hans prægtige Nakke og hans Revolver-
skæfte. Idet jeg saa efter ham, gjentog jeg uvilkaarlig
som i Tanker min Vens Ord:
C’etait un brave après tout!
Richard Kaufmann.
Officier de Vacademie.
H ar I aldrig set en
»Nutids*-
Redaktør^
Hip oh hip, oh hip, ohøj!
V il I vide, hvordan han ser ud, saa hør:
Hip oh hip, oh hip, oh o h ø j!
Hans Buxer de er vide og hans Knebelsbart er spids,
Hans Ansigt det er skikkeligt og altid veltilfreds,
Hans Blad er saa som saa, men læses dog, fordi
At han faar sjelden Lov at skrive selv deri.
Hip oh hip, oh hip, oh bøj!
Nej, han faar sjelden Lov at skrive selv deri
R i c h a r d K a u f m a n n det er Mandens Navn paa Dansk,
Hip oh hip, oh hip, oh høj!
Gud skal vide, hvad han kalder sig paa Fransk,
Hip oh hip, oh hip, oh høj!
Han borer og han puffer alle Vegne frem sig selv,
Han kravler og han klatrer op ad Ærens glatte Pæl.
Han giver ikke tabt, nej R i c h a r d han er seig:
Han véd, med bar Beskedenhed man naar det eji
Hip oh hip, oh hip, oh høj!
Han véd, med bar Beskedenhed man naar det ej;.
Paa Kongressen mødte han som »Digter» stor.
Hip oh hip, oh hip, ohøj!
Og til Taffels var hos Londons Lordmayor-
Hip oh hip, oh hip, ohøj !
I Frankrig et Slags Orden har han holet sig tiisidst,
Og om en to tre Aar saa bli’er han Æreslegionist,
Her hjemme gaar det dog med den Slags ej saa flot
Kun « B r o d e r s k a b e t s » Papegøje har han faat,
Hip oh hip, oh hip, oh høj !
J a » B r o d e r s k a b e t s » Papegøje klæ’er ham godt.