284 / 427
274
Nutidsbilleder
u d e o g h j e m m e f r a .
«A.n
der fchonen blauen Donau» ,
Hvor man Vals og Hopfa dyrker.
Truende Minifterkrifer
Horifonten nu formørker.
Selv de mindfte «Morgenblatter»
Mellem Bøhmerwald og Jasfy
Har fom Thema nu for Tiden:
Bliver
eller gaar A
nd ra ssy
?
Muligvis han fnart maå fige
Sit Farvel til Taburetten,
Selv
om BlSMARCK
bli’er benovet,
Og «der Greife» gal i Hætten,
Thi
man figer om A
ndra ssy
,
— Tro blot ej, i Wi e n man «prater»
A t han knytted’ Venikabsbaandet
Mellem tvende Kejferftater.
Det var ham, fom hverken levned'
Ordet eller Pen og Blæk Ro,
Før fra H a b s b u r g s Kejferfale
Lød et h o h e n z o l l e r n f k Ekko
Bufenfreund han var med
BlSMARCK,
Og hans Venikab fteg med Aarene,
Saa han aldrig var i Stand at
Fare paa fin Ven i Haarene.
Venikabstegn de Herrer vexled’
Hyppig, og et fandt Slaraffen
liv i Vennefmd de førte,
«Da de f l e t t e d ’ P a r a g r a f f e n » .
Slig en trofaft Ven at mifte
Kan felv
BlSMARCK
Sorg forvolde.
Mulig vil B e r l i n e r f r e d e n
Derved faa fin fidfte «Olle».
IV.
H e r hjemme man grunder paa Tidens Tegn
Og al den Regn,
Som for Tiden opliver Hoften.
Ak jal her er mange Ting i Vej’n,
Og det er kun fnavs med Trøflen.
H in
LEDRE
klager
kun
lidet glad
I H
øgsbroes
Blad:
Til Agters hans Planer er gaaede.
Venftre faar derfor fin varme Mad,
Og
nu
ftander Landet i Vaade!
Demokratiet faar ren Beiked;
Han rakker det ned,
Saa man næften
maa tro, at han fkammerfig
Ved al den Kiv og Forfængelighed,
Som gjorde dets
Holdning faa jammerlig.
H
in
L
edre
han
tænker: «Saa fugtigt etVejr
Vil Vælgernes Hær
Og Valgmøder lidet kun baade;
Dog kan man vift fiike foruden Befvær,
For nu ftander Landet i Vaade I»
Saa fanddru og ikyldfri og uerfar’n
Som et nyfødt Barn,
Selv i fin Artikel han pranger,
Og dog fkal man fe, at med faadanne Garn
Kun Torfk eller Flynder han fanger.
For Moderationen fra forrige Aar
Kun Utak han faar.
— Hans Planer blev ikke forftaaedel —-
Nu fom Radikal udi Vandet han gaar,
For nu ftander Landet i Vaade.
Punch drømmer.
Der var Torden i Luften.
Punch
følte sig saa tung og
træt i Lemmerne, og da han
strakte sig paa sin magelige
Sofa, var det med en Følelse
af at al Verdens Daar-
skab og Elendighed
laa
som en Edderdunsdyne over
hans stakkels udmattede Le
geme. Han trængte til et